- Tænk på dem som danske børn

Forældrene magter dem ikke, samfundet ønsker dem ikke, og det politiske flertal vil dem heller ikke. Derfor sidder asylbørnene stadig i landets asylcentre

De to piger i køkkenet er i fuld gang med at skære gulerødder. De griner og snakker, mens køkkendamen holder øje med, at stykkerne bliver nogenlunde passende til den mexicanske suppe, som de to 10-12 årige piger er ved at lave til de andre børn i klubben. Vi er på asylcenteret Kongelunden. Her på den hvide, flade spids af Amager vajer Røde Kors flaget over de lave lyse bygninger, som rummer 125 asylansøgere. De 80 er der på omsorgspladser, fordi de er så dårlige, at det kræver særlig opmærksomhed - af dem er 40 børn. Børn, der går i skole, børnehave, vuggestue og i det hele taget har et nogenlunde normalt børneliv - i det mindste fra det øjeblik, de forlader hjemmet om morgenen, til de kommer hjem til forældrene om eftermiddagen. - Hendes far døde i sidste uge, fortæller centerchef Michael Ehrenfels og peger på den ene af de to køkkenpiger, mens han viser rundt i centrets fællesområde. - Hjertestop. Han var i fyrrene, men selvom vi fik hjertet i gang igen, så døde han. Jeg ved ikke hvorfor, men nok en kombination af det hele, siger Michael Ehrenfels og fortæller, at moren naturligt nok er helt slået ud, inden han svarer på det naturlige opfølgningsspørgsmål: - Nej, de skal nok rejse ud alligevel. Og sådan er det på Kongelunden. Her lever børn i to, tre, fire, fem eller flere år, mens deres forældre af den ene eller anden grund ikke kan rejse hjem. Nogle fordi de er for syge, nogen vil bare ikke og andre fordi modtagelseslandet ikke kan eller vil tage imod dem. Imens er det personalets opgave at gøre hverdagen så god som mulig, og når Michael Ehrenfels kigge på "sine børn", er det med stolthed over den livskraft, som gør, at de trods alt alligevel løber grinende forbi på vej til Dragør Bio, som har givet dem billetter til "Far til fire i Japan" her i vinterferien. Det sejeste stof - Børn er gjort af det sejeste stof, og der skal ikke ret meget til, før de finder andre vigtige voksen i deres liv. Det er vores opgave at skabe et lille fristed, hvor de kan komme i kontakt med den sorgløshed, som hører børneliv til, men når tiden går og forældrene bliver dårlige, kan børnene opleve en enorm skyld. Forældrene siger jo, at de er flygtet for børnenes skyld. Det er den lille stille sorg, som barnet ikke kan formulere, der kan være hæmmende for barnets videre udvikling, fortæller Michael Ehrenfels. Derfor er det langt fra idyl i de omgivelser, der ellers rummer masser af legetøj, computere og børnefaciliteter, som kan måle sig med selv de bedste børnehaver og klubber. Ting, der sammen med engageret personale alligevel ikke kan erstatte oplevelsen af glade forældre - eller måske endda sure forældre, bare det er forældre, som ikke har psykoser, depressioner eller ligger og glor passivt ind i en væg. - Det er hæmmende for barnelivet, når forældrene ikke er i en situation, hvor de ved, om de kan blive, for de udtrykker ikke den tryghed og sikkerhed, som børnene har brug for, siger Micahel Ehrenfels. Undersøgelser fra både Røde Kors selv og diverse læger viser da også, at både børn og voksne bliver mere og mere syge, jo længere tid, de opholder sig i et asylcenter. Alle ved det, også på Christiansborg, hvor især asylbørnene har været genstand for utallige debatter gennem årene. For rent faktisk har vi jo forpligtet os til at behandle dem nøjagtigt som danske børn i henhold til FN's børnekonvention. Og alligevel sidder der i dag over 100 børn i asylcentrene, som har opholdt sig der længere end et år - de 55 af dem endda længere end fire år. Glemt af systemet Juraprofessor Eva Smith er ikke i tvivl. Det strider mod FN's børnekonvention at lade dem sidde der år ud og år ind. Alligevel konstaterer hun, at de er glemt af det politiske system, af medierne og i det hele taget af de fleste danskere, som skubber den ubehagelige tanke om børnene væk med et: Hvad skal man næsten gøre ved det. Det var ellers tæt på i 2007, hvor Gitte Seeberg med sit "nok er nok", satte ord på den ubehagelige følelse af svigt. Det rejste en folkestemning, som fik tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at love før sidste valgkamp, at familierne skulle ud af centrene. 36 fik godt nok også tilbuddet, hvoraf 13 sagde ja. De 13 familier trives i dag udmærket, har en undersøgelse fra Røde Kors vist. Men langt de fleste asylbørn sidder stadig i centrene, og da Malou Aamund skiftede til Venstre var det gamle flertal genetableret og folkestemningen fusede ud. Den ellers så kontante juraprofessor fra Københavns Universitet vendte sidste år blikket indad og spurgte, hvad hun egentlig selv gjorde for de her børn, som hun mener er uden retssikkerhed. Resultatet blev en underskriftsindsamling i forsøget på at mobilisere danskerne igen. Målet er at overbevise politikerne om, at disse asylfamilier skal ud af centrene, før de har siddet der et år. - De skal ud, inden både forældre og børn er ødelagt, og man skal bruge kæmpe ressourcer på at rette dem op igen, siger Eva Smith. Hun understreger, at hendes motiv hverken er politisk eller en kamp for flere opholdstilladelser. Der skal blot tages ordentligt vare på de her børn. Og jo, det betyder måske humanitær opholdstilladelse til de mest nedbrudte familier her og nu, men i det lange løb ikke nødvendigvis flere opholdstilladelser. - Hvis de voksne er i stand til at bevare deres selvværd og kompetencer, mens de er i Danmark, tror jeg, at flere af dem vil have mod på at tage hjem selv. Derfor bør de have lov til at arbejde og leve et tilnærmelsesvist normalt liv, så længe de er her, siger hun. Tavse danskere Det har dog været langt sværere at mobilisere danskerne, end Eva Smith havde forestillet sig. Cirka 27.000 har indtil videre skrevet under, men målet var langt højere, og Eva Smith er begyndt at tvivle på, at danskerne kan mobiliseres. - Jeg får af og til en fornemmelse af, at når man kan acceptere det her, så er det fordi, det ikke er danske børn, siger hun. Samme bekymring har Lisbeth Zornig Andersen, formanden for regeringens eget rådgivende organ, Børnerådet - Tænk på, hvis det var danske børn og danske forældre. Det er sådan, vi skal tænke, siger hun med henvisning til det argument, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og andre har brugt, nemlig at det er forældrenes egen skyld, at de har bragt børnene i den situation, og derfor bør de rejse hjem med dem. - Sådan ville man aldrig sige om børn af danske narkomaner. Der ville man gå ind og hjælpe dem med al den støtte, der var brug for i stedet for at lade børnene sejle deres egen sø, siger Lisbeth Zornig Andersen. Børnerådet har flere gange påtalt asylbørnenes situation over for regeringen. Senest har de klaget til Den Sociale Ankestyrelse, da en undersøgelse lavet af en række psykiatere i januar viste, at 20 ud af 21 afviste irakiske børn var behandlingskrævende psykisk syge, men kun tre af dem i behandling. - Vi undrer os over, at børnene kan blive så syge, for vi forventer, at man gør alt det, man kan, for børnene, som man gør for danske børn, og asylbørn bør generelt betragtes som særligt sårbare, siger Lisbeth Zornig Andersen. Ligesom Eva Smith kræver Børnerådet, at børnenes tarv indgår mere i asylvurderingen, blandt andet ved at høre børnene selv, som man gør i Norge og Sverige. - Man kan ikke bare tage psykisk syge børn og sende dem til et krigshærget land. Man bliver nødt til at sikre sig, at de kan klare sig, som Eva Smith siger. Hjælp forældrene I Kongelunden gør de hverdag deres bedste. De er der for børnene, og i tæt samarbejde med kommunen forsøger de at give børnene, deres rettigheder. Problemet er bare, at det ikke er danske børn, for selvom serviceloven gælder, så står udlændingeloven højere, så hvis et barn tvangsfjernes, så risikerer barnet at møde sin forældre igen, når de står i lufthavnen på vej tilbage til Irak, og så er det halve eller hele år ved en plejefamilie ikke nødvendigvis i barnets tarv. For Michael Ehrenfels er der ingen tvivl om, hvad der vil hjælpe. Vil man gøre noget for børnene, så gør noget for forældrene. - Det altafgørende er, at man tør springe ud og tilbyde de her mennesker et lønnet arbejde. Det er her, man får overskud og kompetencer - det er en hjørnesten, og det der sker af godt for forældrene smitter helt klart af på børnene. Selvom regeringen ikke er villig til at lempe på reglerne for asylfamilierne, presses den fra egne rækker. - Vi er nødt til at få løst op for det her problem, for vi kan jo ikke have de her børn siddende i 10-12 år og lukke øjnene og sige, at det er forældrenes skyld. Samfundet har et ansvar for, at de ikke lider overlast, uanset om forældrene vil rejse eller ej, siger Eyvind Vesselbo, som er medlem af integrationsudvalget for Venstre, Han mener, det første skridt er, at familierne vurderes individuelt i forhold, om de vil trives bedst uden for centeret. Samt at hensynet til børnene fylder mere i sagsbehandlingen. - Der mangler i øjeblikket, at man tager hensyn til barnets tarv. Jeg synes egentlig ikke, det er så svært at tage stilling i det her, med mindre man vil gøre børnene til politiske gidsler for at vise, at vi har en stram udlændingepolitik, siger Eyvind Vesselbo. Socialdemokraterne ønsker at gå skridtet videre og give familierne lov til at arbejde og bo uden for centrene allerede efter et halvt år. - Jeg tror ikke, at man ville tillade en dansk familie at leve under de her forhold, hvor far og mor ikke er beskæftiget og stramt holdt fast i et center. Det er ikke godt for børnene, siger udlændingeordfører Henrik Dam Kristensen. Og det har de to sagt længe, men selvom folk både i Venstre og Socialdemokraterne siger det, så er det mest blevet til mere legetøj til børnene. Legetøj, som giver grin og glæde lige som det gør for køkkenpigerne, da de kommer løbende ind til de andre klubbørn med mad på tøjet og fortæller, at der snart er amerikansk - eller mexicansk suppe. Og det dufter dejligt i cafeen, hvor børn, voksne og personale spiser sammen, men selvom maven er fyld og kammeraterne er der endnu, så ved de ikke om det varer ved. - En kendt fremtid gør, at mennesket kan drømme om det meningsfulde liv her på jorden - uden at blive religiøs, så er det menneskeligt at drømme, som Michael Ehrenfels udtrykker det.