EMNER

Tænk på nisserne

} Fagforeningsformand Las Maxvom gør her op til jul opmærksom på, at menneskeheden gerne må vise hensyn til hans medlemmer - de nordjyske nisser. - Nisser har i århundreder hjulpet julemanden. Både med fremstilling og udbringning af gaver. Uden os havde julemanden aldrig opnået sin nuværende kultstatus. Men rigtig mange skænker det ikke længere en tanke, at sørgeligt mange huse er uden skorsten. Husk derfor at lade en trækrude stå på klem lillejuleaften. Ja, selv en kattelem kan gøre nytte, når vi skal ud med gaver, siger formanden. Nissernes fagforening Røde Lue organiserer alene i det nordjyske små 11.500 nisser, og Las Maxvom er iøvrigt godt tilfreds med, at han her op til jul har fået forhandlet et ekstra grødtillæg på plads for sine medlemmer.