Tænk på sagsbehandlingstid

8.3. kunne man i NORDJYSKE læse følgende: "Mangel på 60 socialrådgivere". De Nordjyske kommuner er hårdt ramt af mangel på socialrådgivere. En tendens, som er landsdækkende.

Det er jo ikke just fremmende for borgernes sagsbehandling og bestemt ikke for sagsbehandlingstiden. I forvejen er sagsbehandlingstiderne lange, og de bliver næppe kortere, af den store mangel på socialrådgivere! Ingen tvivl om, at det er et hårdt og stressende job at være sagsbehandler i det sociale system. Men der er nok heller ikke nogen tvivl om, at det er hårdt og stressende at være klient i det sociale system! Ved siden af at være syg, og have behov for hjælp fra det sociale system, så er der en faktor som hedder – hvordan er min fremtid? Det er en faktor, som bestemt ikke just virker "helbredende" på et svagt nervesystem. Usikkerheden om, hvornår den syge borgers sag bliver afgjort, så der kan blive ro i tilværelsen, er meget belastende. I henhold til gældende lovgivning skal kommunerne udarbejde en oversigt over sagsbehandlingstider, som skal offentliggøres. Det kan være på nettet, i avisen eller ved at udgive en brochure. Det er da fint med sådan en oversigt, men de anførte sagsbehandlingstider holder bare ikke. I Foreningen Til Borgernes Retssikkerhed har vi mange sager, med mange forskellige problemstillinger, som bl.a. handler om at kommunerne "leder" efter den meget omtalte resterhvervsevne hos de syge borgere, så der kan findes en plads på arbejdsmarkedet, eller i et privat firma m.m. Det er nok på en måde godt for alle borgere at have noget at beskæftige sig med i mere eller mindre grad, om ikke for andet, så er der noget socialt i at komme ud blandt andre. Der ligger jo også det aspekt i hele, det med at finde en "plads" i samfundet, nemlig at så skal kommunerne ikke tilkende førtidspension. Men til tider er det bare for meget, der gøres for at finde bare et par timer om ugen, hvor en syg borger kan "beskæftiges". Noget kunne tyde på, at disse førtidspensioner er rationeret, og at der kun må tilkendes et nærmere fastsat antal om året! Er det en helt forkert antagelse? Denne søgen efter resterhvervsevnen, er en langsommelig affære, hvor der skal indhentes utallige lægelige udtalelser, der skal gennemføres arbejdsprøvninger, der skal forsøges med fleksjob,og hvad der ellers kan findes på. Principielt kan denne "søgen" efter resterhvervsevnen vare i årevis, hvilket den som ofte også gør. Det kræver utroligt meget af en syg borger, at klare systemets "kontrolvirksomhed" og ikke mindst er "usikkerhedsmomentet" meget belastende: Hvornår afgøres min sag endeligt? Er der nogen rask borger, som kan forestille sig, hvordan det er at være en syg borger, som er henvist til at søge om hjælp i det sociale system, og som skal gennem alle de undersøgelser og arbejdsprøvninger m.m. som systemet bestemmer? Mon et sådant forløb kunne tænkes at have en vis psykisk indvirkning? Ikke utænkeligt, nærmere sandsynligt. Så ved siden af at være fysisk syg, så er muligheden for at blive psykisk syg ret så stor. Mon ikke det var en idé, at der var nogle, der satte fokus på, hvilken betydning denne mangel på socialrådgivere, får for de mange syge borgeres sagsbehandlingstid? Er det pressen, der skal påtage sig denne opgave, eller er det politikere og kommuner, der skal løse denne meget vigtige opgave? Hvem melder sig til at påtage sig opgaven?