Tænkte på familien

Min 11. september Om formiddagen gik jeg en lille tur. Om eftermiddagen var jeg til sogneeftermiddags-arrangement i Budolfi Kirke, som på daværende tidspunkt var henvist til kirkecentret i Jernbanegade pga. ombygning i Budolfi Kirkes krypt bl.a. (hvor vi plejer at opholde os disse eftermiddage). Så vidt jeg husker, havde vi syng-sammen eftermiddag sammen med et visepar. Jeg var hjemme hos mig selv kl. ca. 17, og fik via medierne jeg at vide, at World Trade Centret i New York havde været udsat for terror, og at flere tusinde mennesker var blevet dræbt. Min første tanke var: Er der sket noget med min yngste datters svigerforældre? (Tim og Vivi), som bor uden for New York. Jeg talte via telefon med min svigersøn og datter og fik at vide, at de forsøgte at få kontakt til svigerforældrene. Min svigersøns far arbejder i Pennsylvania, hvor et fly var styrtet ned. Heldigvis for min svigersøn Jacob og øvrige familie, havde Vivi og Tim det godt. Gud ske tak og lov for det! Min datter ventede deres første barnebarn, og mit det tredje. Vivi er jordemoder og skulle muligvis hjælpe til ved fødslen af vores barnebarn (som skete 20. oktober 2001, da lille "Idabøvs" kom til verden med navlesnoren snoet om halsen og den ene lille hånd stukket igennem). Hun er en stærk lille vidunderlig pige! (Hvor jeg dog elsker mine tre børnebørn på 11, 9 år og 10 måneder). Jeg brød totalt sammen 11. september, vil jeg gerne erkende! Selvom New York er så langt væk fra lille Danmark, gik mine tanker og medfølelse til alle de uskyldige dræbte mennesker og deres pårørende! Forholdene i Afghanistan har i mange år været miserable - jeg håber på bedre tider der - og at hvis her er retfærdighed til i verden, ville jeg gerne tro og håbe på mere fred, forståelse, gensidig respekt, ytringsfrihed mht., hvilken religion vi end måtte vælge, kristen eller ikke kristen. Vi skaber selv krigene: Er religionsvanvid, magtbegær, ondskab og meget andet ikke årsagen til terrorismen, mordene, ødelæggelserne, naturkatastroferne og sulten i vores lille verden? Hvis der kun var/levede kvinder i verden, tror jeg ikke, vi havde alle de menneskeskabte problemer? Eller er vi kvinder lige så begærlige som mændene mht. magt osv? Måske! Vi kan i hvert tilfælde ikke undvære Jer mænd, som der heldigvis er mange dejlige af på jordkloden! Hurra for Jer. Jeg har fået verdens bedste svigersøn, Jacob, efter 11. september og min datters svigerforældre, har fået verdens sødeste svigerdatter, Anja. Jeg skulle også lige hilse og sige, at jeg elsker mine tre børn Charlotte, Anja og Rune meget højt. De er det bedste, som er sket i mit liv. (Men de blev født før 11. september - i 1968, 1970 og 1972). I en ny regering i Danmark tror jeg, at jeg ville pege på Marianne Jelved som kommende statsminister. Jeg er ikke tryg ved den nuværende regering. Forskellen mellem rig og fattig er for bred. Er du rig kan du få, er du fattig må du gå, eller hvad?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...