EMNER

Tæppet glider under Berlusconis fødder

Silvio Berlusconis liv som Italiens regeringschef hænger i en tynd tråd. Tirsdag kan blive dagen, hvor den hårdt pressede Berlusconi må bukke under

KØBENHAVN/ROM:Sexanklager, korruptionsbeskyldninger og massiv politisk kritik har ikke tidligere fået Silvio Berlusconi til at ryste i bukserne og frygte for sin post som Italiens premierminister. Men i disse dage tyder meget på, at situationen er anderledes for den 74-årige Berlusconi. Tirsdag skal det italienske parlament stemme for eller imod et mistillidsvotum mod deres regeringsleder. Og denne gang ser det ud til, at tæppet er ved at blive trukket væk under Berlusconi. - Jeg tror, der er en stor del af den italienske befolkning, der er parat til at sige farvel til Berlusconi, siger Bjørn Thomassen, der er lektor i International Politik ved Det Amerikanske Universitet i Rom. Han følger den politiske situation i Italien tæt og fortæller, at der hersker en dramatisk stemning i den italienske regering. - I disse dage foregår der et tovtrækkeri for at sikre stemmer i parlamentet. Der foregår forhandlinger helt nede på enkeltmandsniveau. Nogen kommer med åbenlyse beskyldninger om, at Berlusconi prøver at bestikke personer, siger Bjørn Thomassen. Det italienske parlament har været lukket op til tirsdagens mistillidsvotum, og politikkernes verbale slåskampe har i høj grad fundet sted i medierne. Berlusconi forsikrer, at han vil overleve tirsdagens afstemning. - I adskillige måneder har det italienske folk været ramt af en uansvarlig politisk krise. Denne krise stammer fra bagtalelse og løgne rettet mod mig, lyder det fra Berlusconi. Den politiske situation i Italien både frustrerer og forvirrer italienerne. Weekenden igennem har masseprotester for og imod Berlusconi fundet sted over hele landet. Det er ikke kun Berlusconi, som dele af folket har mistet tilliden til. Der hersker en voksende mistillid til hele det parlamentariske system, siger Bjørn Thomassen. - Der er stor forvirring, og alle er klar over, at den forvirring ikke er god. Den italienske økonomi er dårlig, statsgælden er voksende. Og mange er bange for, at Italiens økonomi er den næste, der er i risikozonen, fortæller han. Italienerne søger mere politisk stabilitet. Problemet er bare, at ingen kan se, hvordan det kan lade sig gøre lige nu. Problemerne bliver ikke løst, bare fordi der udskrives valg, vurderer lektoren. - Det er ikke kun højrefløjen, der er splittet. Venstrefløjen ved heller ikke, hvordan den skal hænge sammen, siger han. Ifølge Bjørn Thomassen kan det ikke udelukkes, at Berlusconi vil overleve mistillidsvotummet og dermed altså blive siddende i stolen som landets regeringschef. - Det bliver som én stor fodboldkamp. Hele landet vil følge med direkte, siger Bjørn Thomassen.