Tæskehold idømt fængselsstraf

Et år og tre måneders fængsel til fire mænd fra lokalområdet

PANDRUP:Hvad der var den egentlige årsag til, at en 20-årig mand fra Pandrup-egnen skulle sønderbankes og efterfølgende smides i Ryå 24. november kom aldrig frem under den to dage lange retssag i retten i Brønderslev, hvor fire mænd på og en ung kvinde var tiltalt for vold og for at have voldt fare for andres liv. 37-årige Benny Jensen, 36-årige Jan Bjarke Kristiansen, 39-årige Brian Pedersen og 44-årige Ove Sørensen fra Pandrup-området blev alle idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel, mens den 19-årige kvinde slap med seks måneders betinget fængsel og krav om alkohol- og narkotikaafvænning. Dertil skal de dømte betale en erstatning på 21.000 kroner. Grunden til den 19-årige kvinde slipper billigere, er dels hendes unge alder og dels at hun kun har været til stede, men ikke har deltaget aktivt i afstraffelsen - omvendt har hun heller ikke gjort noget for at stoppe det. I sin domsafsigelse lagde dommer K. Juul-Dam vægt på, at der var tale om en afstraffelse af ualmindelig, brutal og kynisk karakter. - Det er sjældent at se sådan en brutalitet blive lagt for dagen i sådan en lille byret som den her, siger K. Juul-Dam. Dramaet tog sin begyndelse ved puslepladsen ved Statoil i Bredgade i Pandrup, hvor de fem personer opsøger ofret. Ifølge kvindens forklaring slår mændene den 20-årige med flere knytnæveslag, indtil han falder omkuld, hvorpå de begynder at sparke på ham. Efterfølgende bliver han smidt i en kassevogn og kørt 2,6 kilometer ud af Lundbakvej til Rya, hvor den 20-årige igen må lægge krop til adskillige spark, før han bliver smidt over gelænderet og knap fire meter ned i den knap to meter dybe å, der havde en vandtemperatur på cirka 5 grader og en relativ kraftig strøm. - Han gør et forsøg på at svømme, men det er som om han ikke kan, men inden jeg forlader stedet, ser jeg, han hviler med armen på bredden, fortalte den kvindelige part af de fem tiltalte i retten. Det lykkedes for den 20-årige at komme op af vandet igen og tilbage til Pandrup, hvor politiet var ankommet. Alle fem udbad sig 14 dages betænkningstid med hensyn til om de ville anke dommene og er derfor fortsat varetægtsfængslet.