Tæskehold slog løs med jernstang

Tæskehold dømt for at slå med jernstang. Volden gik ud over 26-årig mand i Aalborg.

Tre mænd og en kvinde skal i fængsel efter et voldsomt overfald på en 26-årig mand. Arkivfoto

Tre mænd og en kvinde skal i fængsel efter et voldsomt overfald på en 26-årig mand. Arkivfoto

Det gik voldsomt for sig på Umanakvej i det sydøstlige Aalborg 19. august ved 22-tiden. Her fik en 26-årig mand tæv af et "tæskehold", der bestod af tre unge mænd og en kvinde, alle i alderen 22 til 28 år. Torsdag blev de unge idømt fængselsstraffe for volden. Kvinder i strid Optakten til dramaet var angiveligt en uoverensstemmelse mellem to kvinder, der havde sat hinanden stævne. Den ene kvinde havde taget den 26-årige mand med, mens den anden kvinde havde en gruppe unge mænd med. Og de lå angiveligt på lur. Ifølge anklagen havde den anden kvinde pludselig råbt "tag ham!", hvorefter de unge mænd løb frem og slog den 26-årige med jernstang og sparkede ham. Den 26-årige mand måtte bagefter på skadestuen, men forlod dog sygehuset senere på aftenen. Nægtede sig skyldige Torsdag var kvinden og tre mænd i retten i Aalborg, tiltalt for grov vold mod den 26-årige. De nægtede sig alle skyldige, men en af de unge mænd erkendte dog at have været til stede på Umanakvej. Han sagde, at han handlede i nødværge, da han slog den 26-årige. Retten fandt dog alle fire skyldige i sammen at have begået den grove vold mod den 26-årige. Stak af fra politiet En af de unge mænd blev idømt fire måneders fængsel, men en anden blev idømt fem måneders fængsel. Heri var inkluderet en straf på 30 dages fængsel, fordi han var flygtet, da han var på Aalborg Sygehus under politibevogtning som led i varetægtsfængsling. Den tredje unge mand, der tidligere er straffet, blev idømt seks måneders fængsel. Den unge kvinde, som også før er straffet, blev idømt fem måneders fængsel. To af de dømte modtog dommene. De to andre overvejer nu, om de vil anke deres domme til landsretten, oplyser anklageren, politifuldmægtig Mette Bendix.