Tæt løb mellem keglerne

Brønderslev 30. september 2002 08:00

SKAGEN: Det lykkedes ikke at tage sejren for nogle af parterne, så Horsens og Skagen kan stadig kalde sig ubesejrede i keglebillardens 2. division efter weekendens møde mellem de to hold. 4-4 endte kampen med Lars Christensen og Michael Sørensen som de to individuelle sejrherrer. Lars Christensen med en så flot score som 87,50 point per indgang ved bordet, mens Michael Sørensen var lidt mere behersket på 41,17 point. Til gengæld kunne førstemanden Lars Thomsen slet ikke få sit spil til at fungere og tabte med et snit på - for ham - lave 33,42 point. Kassper Axelsen måtte også se sig slået med et snit på 27,45 point. På serie 1-holdet gik det til gengæld slet ikke. Holdet tabte først 2-6 til Taars - med Martin Andersen som eneste individuelle vinder med et snit på 10,34 point - hvorefter det blev til lammetæv 0-8 af Brønderslev. Heller ikke i trebande-carambolens 3. division rullede kuglerne Skagens vej. Det blev til 0-8 og 2-6 nederlag til Randers. Kun Lars Thomsen vandt i den ene holdmatch med 35-30. toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...