Litauen

Tæt løb til DM i pløjning

Kun tre point skilte første- og andenpladsen

TRY:Der var kamp om pladserne på sejrsskammelen ved Danmarksmesterskaberne i pløjning på Hedegårdsvej i Try i lørdags. I kategorien standardplov genvandt Hardy Andersen fra Holstebro sit mesterskab i seniorrækken med 218,25 point. Flemming Elkjær Thorsager fra Give fik en andenplads med 215,25 point, mens Ole Elkjær fra Holstebro kom på tredjepladsen med 189,25 point. Blandt juniorerne i standardplov endte Bernd Clemmesen fra Tinglev med at dele førstepladsen med Gustav Rabølle Knudsen fra Rudkøbing. Begge havde 187,75 point. Henrik Kreutzfeldt Rasmussen fra Århus lå tæt efter de to vindere med 184,25 point. De to vindere af junior standardplov skal nu trække lod om at deltage I Nordisk Juniormesterskab for standardplove i Sverige i 2008. I kategorien Vendeplov blev Søren Korsgaard fra Holstebro mester med 236,50 point tæt forfulgt af Søren Svenningsen fra Nibe med 233,25 point. Tredjepladsen gik til den eneste vendelbo blandt vinderne: Arne P. Nielsen fra Sæby fik 165,25 point. Der var kun to opstillede i kategorien vendeplove for juniorer. Her vandt Jens Ploughmann Nielsen fra Vesløs med 157,75 point over Lars larsen fra Middelfart med 149,75 point. Danmarksmestrene blev for standardplove Hardy Andersen, Holstebro og for vendeplove Søren Korsgaard, Holstebro. De vil begge deltage i VM i Litauen i 2007. Jens Ploughmann Nielsen og Søren Svenningsen skal begge repræsentere Danmark ved EM for vendeplove i England i 2007.