EMNER

Tæt lokalopgør om oprykning til 1. division

NØRRESUNDBY: Det blev til et uhyre spændende og meget jævnbyrdigt opgør da Nørresundby Skakklub og Jetsmark Skakklub i omkampen lørdag afgjorde, hvem der i næste sæson skal spille i 1. division. De to hold stod helt ens, da turneringen sluttede midt i marts og derfor måtte de to hold ud i en opslidende match i det varme sommervejr. Med omkring en halv time tilbage af matchen lignede Jetsmark en vinder, men da de unge spillere i flere tilfælde kom i tidnød, viste Nørresundby-holdets store rutine sig. Det lykkedes således at lægge et meget stort pres på specielt Christian Grubert og Henning Lau Rasmussen og det betød, at Jens Jørgen Christiansen klarede remis på 7. bræt, mens John B. Nielsen fra Nørresundby vandt på 8. bræt. Dermed blev det til en samlet sejr på 5-3 til Nørresundby, idet Eric Bentzen og Jørgen Jørgensen vandt over henholdsvis Allan Stig Rasmussen og Bjarke Jensen fra Jetsmark på 2. bræt og 4. bræt. Omvendt vandt Stefan Christensen på 3. bræt som den eneste fra Jetsmark matchen mod Tommy Nielsen fra Nørresundby, mens de fire øvrige partier mellem Per Andreasen og Jens Ove Fries Nielsen på 1. bræt, Svend Pedersen og Anders Helledie på 5. bræt, Bent Sørensen og Jakob Rathlev på 6. bræt samt allerede nævnte på 8. bræt mellem John B. Nielsen og Henning Lau Rasmussen alle endte remis. Med sejren er Nørresundby tilbage i landets bedste række endnu engang efter kun én sæsons fravær, mens Jetsmark omvendt må vente et år mere på at debutere blandt de absolut bedste. mølbæk