Tæt nordjysk isdans venter

F IK og AaB klar til sæsonens første sammenstød

Ishockey 8. september 2004 06:00

NORDJYLLAND: Det gælder ikke point i aften i Iscenter Nord i Frederikshavn, men alligevel står der meget på spil, når de nordjyske lokalrivaler fra Frederikshavn IK og AaB Ishockey tørner sammen for første gang i sæsonen. Opgøret er det første af to pokalkvartfinaler, hvor returmødet spilles i Aalborg Skøjtehal på tirsdag, og i Isligaen venter der hele seks lokalslag i grundspillet. I sidste sæson mødtes FIK og AaB i pokalsemifinalen med frederikshavner-sejre i begge kampe med 5-4. - Og det bliver helt sikkert lige så tæt denne gang, forudser de to holds cheftrænere, Olaf Eller i FIK og Heinz Ehlers i AaB. - Det er en styrkeprøve mellem to hold, der gerne vil gå til stålet, og jeg er sikker på, at AaB i denne sæson har store ambitioner og er opsatte på at nå helt til tops både i pokalen og i turneringen, siger Olaf Eller. Han anser udelukkende en sejr i aften for et godt resultat, og så fokuserer han ikke overhovedet på, at der venter et returmøde i Aalborg. - Det er ikke som i fodbold, hvor man nærmest spiller på uafgjort hele tiden. Vi har her og nu fokus rettet ind på kampen i aften mod AaB, og derefter gælder det vores premierekamp i ligaen fredag aften mod Rødovre. I striben af træningskampe har FIK ikke imponeret resultatmæssigt, da det i otte kampe blot er blevet til to sejre. - Vi har heller ikke spillet godt nok, men en del af forklaringen på den dårlige rytme i kampene er, at vi har manglet en del spillere. - Til i aften mod AaB forventer jeg, at vi kan stille i stærkeste opstilling, men der er dog stadig spørgsmålstegn ved Thomas Reinert, der døjer med en lyskenskade. Han trænede dog med i FIK i aftes, mens andenkeeper Johan Westermark og Mark Lie stod over med influenza og således også er usikre i pokalkampen. I AaB er cheftræner Heinz Ehlers særdeles godt tilfreds både med spillernes indstilling og med træningsresultaterne, hvor det i ti kampe er blevet til seks sejre. - Men en vigtig pokalkvartfinale i Frederikshavn er noget ganske andet, påpeger AaB-træneren, der ser en vinder i det mandskab, der bedst får styr på nerverne. - Styrkemæssigt står holdene godt til hinanden, så det bliver tæt. - Vi vil gerne videre i pokalturneringen, og det kræver et godt resultat altså en sejr i aften over FIK, siger Heinz Ehlers, der kan stille et hold i stærkeste opstilling minus Aleksandr Ageev, der er blevet knæ-opereret. Princip hos Ehlers AaB-cheftræneren ønsker af principielle grunde ikke at offentliggøre sine kæder til aftenens pokalopgør. - Der er ingen grund til, at modstanderne kan forberede sig på det, siger Heinz Ehlers. I FIK har cheftræner Olaf Eller tre kæder klar med denne sammensætning: Martin Taborsky, Mads Bech Christensen - Thomas Reinert, Bent Christensen, Lars Mølgaard. Jesper Pedersen, Christian Schioldan - Mike Grey, Dan Ceman, Radim Piroutek. Andreas Borup, Stefan Lassen - Tomi Jokinen, Martin Ravn, Jesper Foget Pedersen. I målet starter Lubomir Pisar med Johan Westermark på bænken. Desuden er Mark Lee og Ronni Knudsen på bænken. Også kampens hoveddommer er nordjyde. Sæbynitten Casper Christensen er nemlig udpeget til årets første lokalslag på isen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...