EMNER

Tæt på 1000 dræbte

GAZA BY: Israelske specialstyrker fortsatte i går med at bekæmpe militante palæstinensere i hjertet af Gaza By, mens internationale organisationer udtrykte voksende bekymring over de børn, der er fanget i konflikten. Mens konflikten gik ind i sit 19. døgn, voksede antallet af dræbte palæstinensere til 971, oplyste sundhedsministeriet i Gaza. Ministeriet meddelte samtidig, at 400 af de døde er kvinder og børn. Ifølge hospitalskilder er 4400 blevet såret, og flere hjælpeorganisationer advarer om en humanitær krise. Israel har mistet 10 soldater under kampene, mens tre civile israelere er blevet dræbt af Hamas-raketter. FN's børneorganisation, Unicef, udtrykker dyb bekymring over de børn, som er fanget midt i konflikten. - I hundredvis af børn er blevet dræbt eller såret, mange alvorligt. Adskillige andre har mistet deres kære, lød det i en erklæring. /ritzau/Reuters