Tæt på Anna Ancher

SKAGEN:Kunsthistorikeren og forfatteren Lise Svanholm kunne foran P.S. Krøyers berømte maleri "Hip, Hip, Hurra" på Skagens Museum præsentere sin nye bog: "Breve fra Anna Ancher", en bog der med kommentarer af forfatteren bringer en stor del af de breve, som Anna Ancher gennem hele sit liv sendte til kusinen Martha Johansen. I brevene kan man følge Anna Anchers udvikling fra den noget usikre teenager i 1870'erne til stor kunstner og livsklog gammel dame, og det bliver samtidig også en beretning om de berømte skagensmalere. En stor del af brevene stammer fra private arkiver, der ikke er tilgængelige for offentligheden, blandt andet breve fra Helga Anchers Fonds arkiv.