Tæt på dansk speedway-triumf i Cardiff

Niels-Kristian Iversen blev nummer to ved det britiske grand prix, hvor Nicki Pedersen røg ud i semifinalen.

Tæt på dansk speedway-triumf i Cardiff

Den danske speedway-kører Niels-Kristian Iversen blev lørdag aften en flot nummer to ved det britiske grand prix på Millennium Stadium i Cardiff.

Russiske Emil Sayfutdinov vandt i Wales og blev noteret for sæsonens tredje sejr i år. Selvom Emil Sayfutdinov vandt, så scorede Niels-Kristian Iversen flest point med i alt 16. Russeren blev noteret for 14 point, men udbyggede sin føring i den samlede VM-stilling.

Både Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen scorede 11 point hver fra de fem indledende heat. Kun den forsvarende verdensmester, Chris Holder, var bedre med 13 point fra sine første fem heat.

Nicki Pedersen røg ud i den første semifinale, og efterfølgende tog han sig til sit brækkede venstre håndled, som ikke havde det godt på den ujævne bane.

For Niels-Kristian Iversen var det en anden historie. Han viste formidabel kørsel og vandt sin semifinale. Med 14 point var danskeren faktisk den kører, der havde flest point blandt de fire finalister.

Niels-Kristian Iversen fik en skidt start i finalen og lå sidst, inden svenskeren Fredrik Lindgren styrtede, så finalen måtte stoppes. Godt for Iversen, og skidt for Lindgren, der blev diskvalificeret til omstarten.

I andet finaleforsøg så det ud til, at Niels-Kristian Iversen ville blive nummer tre, men i sidste sving fik han kæmpet sig op på andenpladsen.

Hjemmebanefavoritten Tai Woffinden, nummer to i den samlede VM-stilling, styrtede voldsomt i heat 14 og blev kørt væk i en ambulance. Han kørte kun tre heat, men er stadig toer samlet.

Det ligner umiddelbart en alvorlig skade omkring kravebenet og muligvis bentøjet hos Woffinden. Men intet er bekræftet endnu.

Nicki Pedersen blev også taget med i styrtet i heat 14, men danskeren kunne køre videre. Lindgren blev diskvalificeret fra omstarten i heatet, da han fik skylden for styrtet. Da Woffinden styrtede, lå han virtuelt i front i VM-tabellen.

Fredag aften var der tvivl om, hvorvidt løbet overhovedet ville blive afviklet. Træningen måtte aflyses, fordi banen simpelthen var for dårlig. Men efter hårdt arbejde hele natten til lørdag, var banen altså blevet godkendt til verdens bedste speedwaykørere.

Det næste grand prix er det polske. Det køres 15. juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst