EMNER

Tæt på dato for afstemning

Statsministeren fremlægger på mandag regeringens udspil til, hvornår danskerne skal stemme om EU's nye forfatningstraktat. Det bliver sandsynligvis i september

KØBENHAVN:Partierne bag aftalen om EUs nye forfatningstraktat får på mandag regeringens forslag til, hvordan og hvornår danskerne skal tage stilling til traktaten. Socialdemokraterne, De Radikale og SF er inviteret til møde med regeringen i Statsministeriet mandag eftermiddag. Alt tyder på forhånd på, at regeringen lægger op til en folkeafstemning i september. September ser ud til at blive valgt, fordi Folketinget frem til sommerferien vil være travlt optaget af at vedtage den omfattende nye kommunale struktur, og at det samtidig skal ske i god tid inden kommunalvalget, der finder sted til november. Desuden peger flere kilder på, at det vil være risikabelt at vente til 2006, hvor Storbritannien også skal stemme om forfatningen. Enhedslisten og Dansk Folkeparti er ikke med i aftalen. De er uenige om, hvornår folkeafstemningen skal holdes. Enhedslisten ønsker den holdt så hurtigt som muligt, mens Dansk Folkeparti mener, den skal vente, til briterne stemmer. Kan det ikke lade sig gøre, ønsker partiet, at der skal gå mindst et halvt år, fra folkeafstemningen udskrives, til vælgerne stemmer. Afstemningsdatoen blev en del af åbningsdebatten torsdag, og her afviste Socialdemokraterne, at der kan gå så lang tid, før danskerne skal krydse ja eller nej. Folkeafstemningen kan nemlig først udskrives, når Folketinget har vedtaget loven om traktaten. Ud over afstemningsdatoen skal partierne også aftale proceduren frem til afstemningen. Der skal bl.a. afsættes et beløb til oplysning om traktaten. Også det bliver et politisk stridspunkt. Modstanderne af traktaten forlanger pengene fordelt ligeligt mellem tilhængere og modstandere af traktaten. /ritzau/