Tæt på gennembrud i voldssag

} HIRTSHALS: Politiet har fået to henvendelser i sagen omkring et groft overfald i Hjørringgade natten til pinsedag. Ved overfaldet fik en 54-årig mand to fortænder slået ud, men politiet er tilsyneladende på sporet af gerningsmanden. Et vidne til overfaldet har meldt sig på banen efter gårsdagens omtale i NORDJYSKE, og samtidig har den 54-årige igen kontaktet politiet med nye oplysninger. - Vi har stor tillid til, at vi har fået identificeret gerningsmanden, men vi skal have undersøgt sagen nærmere, siger stationsleder Henning Ildal fra Hirtshals Politi. Det var tilsyneladende flere om overfaldet, men en person gik forrest, og han overdængede den 54-årige med både slag og spark. Politiet hører fortsat gerne fra vidner og vil gerne i kontakt med en ung pige, der samlede det ur op, som den 54-årige tabte under kampen.