Tæt på ny turistchef

Formand klar med nyt chefnavn i næste uge

Turisme 28. februar 2003 07:00

HALS: Hals Kommune er tæt på at få en ny turistchef. Det fortæller formanden for Hals Turistforening, Gitte Snebang, der i disse dage er i fuld gang med at indnævre et ansøgerfelt, der nåede at snige sig op på 50, inden man fra foreningens side begyndte at indsnævre feltet. - Vi har mange velkvalificerede ansøgere, så det har ikke været noget problem at finde en ny turistchef, siger Gitte Snebang, som regner med allerede i næste uge at kunne sætte navn på den nye turistchef. Mens en vigtig hurdle i genopbygningen af turistfremmearbejdet dermed er ved at være på plads for Gitte Snebang og den nystiftede Hals Turistforening, så venter endnu et par afgørende opgaver forude. - Vi er ved at varme op til den helt store indsamling, hvor vi skal besøge erhvervsvirksomhederne, stå ved supermarkederne og skaffe os private medlemmer, så vi har et fornuftigt grundlag, når vi om 14 dage skal til at forhandle økonomi med kommunen, fortæller Gitte Snebang og fortsætter: - Vi er således ved at udarbejde budgetter, hvor vi kan få et overblik over, hvor stort tilskuddet fra Hals Kommune bliver. Det er dét, at vi som det næste skal til at koncentrere os om. Den nye turistchef skal efter planen påbegynde sit nye job 1. april, og han/hun vil i turistchef-jobbet afløse Jens Møller, der kort før jul måtte vinke farvel til hvervet, da den gamle turistforening gik konkurs efter et nej fra Hals Byråd til ønsket om at hjælpe foreningen ud af en akut økonomisk krise.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...