Tæt på startsnoren til Grand Prix i Parken

Mads Korneliusen fra Aalborg udtaget som banereserve

AALBORG:Den 21-årige aalborgenser, Mads Korneliussen, er rykket tæt på startsnoren til det danske speedway Grand Prix i Parken 25. juni. Han er sammen med en anden af de unge, danske speedwaytalenter, Charlie Gjedde, blevet udtaget som banereserver, og nordjyden er allerede begyndt at glæde sig. - Det bliver en kæmpeoplevelse bare at være med i Parken i København til så stor en speedway-begivenhed, og får jeg tilmed chancen for at køre med i et eller to heat, vil det være lykken for mig, siger Mads Korneliussen, der tidligere i den danske liga har kørt for Brovst SC men som nu er i truppen hos Slangerup. - Min chance for at køre med i det danske Grand Prix er afhængig af, at andre kørere udelukkes eller kommer til skade, så mit lønlige håb er naturligvis, at et par stykker kører i startsnoren. - Under alle omstændigheder betragter jeg reservetjansen som et dejligt skulderklap i bestræbelserne på at nå længere op i hierakiet som speedwaykører. - I det daglige kører jeg for Swindon og Newport i henholdsvis den bedste og næstbedste engelske liga med fast bopæl i Newport sammen med anden danske kører. I sæsonen er jeg kun hjemme i Danmark, når jeg skal køre i ligaen for Slangerup, og så har jeg base hos min kæreste i vores lejlighed i Aalborg. - I aften skal vi køre i Fjelsted og er derfor hjemme i det nordjyske, men det går hurtigt retur til England, hvor jeg på anden sæson satser et hundrede procent som professionel speedwaykører. Nye mål Mads Korneliussen blev tidligere i sæson udtaget til Team Danmark-truppen på 11 kørere. - Og nu er mit næste mål at komme blandt de fem kørere, der repræsenterer dansk speedway ved VM for hold, siger den unge nordjyde, der er parat til at vise flaget i Parken, hvis han får chancen. - Den dag er der virkelig mulighed for at få et løft i den rigtige retning, fordi alle indenfor international speedway er på stedet. Så forhåbentlig kommer jeg med ved startsnoren til mit første Grand Prix nogensinde, slutter Mads Korneliussen. Det Internationale Motorcykel Forbund (FIM) har i øvrigt tildelt et andet dansk stortalent, Niels-Kristian Iversen, et Wild Card til det danske Grand Prix i Parken. Danmark har i forvejen Nicki Pedersen, Hans Andersen og Bjarne Pedersen, som faste Grand Prix kørere og Kenneth Bjerre som 1. reserve. Der kan altså komme helt op til syv danske kørere på banen i Parken i år.