EMNER

Tæt på status som stormester

HORSENS:Det blev stormester Peter Heine Nielsen fra Helsinge Skakklub, der vandt årets individuelle DM-titlen. I de to sidste runder blev det til sejre over Jens Ove Fries Nielsen fra Jetsmark Skakklub og klubkammeraten Steffen Pedersen og med en total på 7,0 point ud af ni mulige blev den tidligere Gistrup-spiller en sikker vinder. På andenpladsen endte turneringens store overraskelse, debutanten Davor Palo fra Århus, der fik 6,5 point på andenpladsen og dermed sikrede sig sin første stormesternorm. For Aalborg Skakforenings bedste spiller Nicolai V. Pedersen var der også en GM-norm i udsigt inden de to sidste runder, men det kørte ikke lørdag mod Karsten Rasmussen fra Skolernes Skakklub i Århus, og Aalborg-spilleren måtte derfor indkassere turneringens første nederlag. Chancen for at få den tredje og sidste norm for at blive stormester var der igen i sidste runde påskedag mod den forsvarende danmarksmester, stormester Sune Berg Hansen, der startede skidt men har spillet sig op gennem turneringen. Resultatet blev remis og dermed var Nicolai V. Pedersen lige akkurat 0,5 point fra at blive stormester. De 5,5 point i alt rakte til en tredjeplads til årets skakspiller 2003 fra Aalborg. Den anden nordjyde, Jens Ove Fries Nielsen fra Jetsmark Skakklub, tabte i 8. runde til Peter Heine Nielsen men sluttede årets DM-stævne af ved at vinde over Erling Mortensen. Det blev dermed til 4,5 point og det rakte til en samlet sjetteplads. Kampen om at blive årets danmarksmester i lynskak er også afviklet og vinder blev Mads Boe fra Skolernes Skakklub i Århus efter sejr over stormester Sune Berg Hansen i finalen. Sidstnævnte var modstanderen for Allan Stig Rasmussen fra Jetsmark i den ene semifinale, der blev meget spændende. Således vandt Sune Berg Hansen første runde, men Allan Stig Rasmussen kom stærkt igen og fik udlignet til 1-1. Herefter skulle matchen afgøres ved "sudden death" og Sune Berg Hansen vandt dermed 2-1.