Tæt pakket til træningskamp

FJERRITSLEV: 922 tilskuere i Han Herred Fritidscenter i Fjerritslev udgjorde en tætpakket kulisse til en intens og spændende træningskamp mellem de to HåndboldLiga-mandskaber for kvinder, Aalborg DH og Randers. En straffekast-redning af ADH's Maria Nørgaard otte sekunder før tid sikrede aalborgenserne en sejr på 31-30. Hun reddede skuddet fra Randers-topscoreren Chao Zhai, som dermed blev holdt på otte scoringer. Det overgik ADH's Natasja Deriouguina med 10 scoringer, mens Heidi Astrup og Beatrix Benyats nettede hver fem gange for ADH. Den tidligere Fjerritslev-spiller Rikke Nielsen bidrog med mange fine frispilninger, men nøjedes med selv at sætte tre bolde i kassen bag en ellers velspillende Christine Lindemann i Randers-målet. mingo