EMNER

Tæt parløb med virksomheder

AALBORG:Mens mange studerende lever i teoriernes verden lige til de som færdiguddannede får job, er de designteknologi-studerende hos Nordjyllands Erhvervsakademi ganske anderledes stillet. Den to-årige uddannelse foregår i tæt parløb med lokale virksomheder, og det hænder, at de studerendes idéer til produkter bliver til virkelighed. - Det sker flere gange, end mange egentlig tror, siger uddannelseschef hos Nordjyllands Erhvervsakademi, Ingelise Krarup Andersen. Som en del af studiet skal samtlige studerende selv få aftaler med en virksomhed om at få et studieophold. Og det lykkes altid. - Virksomhederne er vældig interesserede i de unge, fordi de kommer med vinkler, som virksomhederne ikke ser, beretter uddannelseschefen. Uddannelsen til designteknolog blev oprettet i 2003, og dens kerneområder er grafisk design, grafisk produktion og markedsføring. Designteknologuddannelsen retter sig imod grafiske virksomheder, reklamebureauer, forlag, aviser, magasiner og blade,trykkerier, marketingafdelinger og undervisningsvirksomheder.