Tættere på at løse mysteriet om migræne

Hjerneaktiviteten ændrer sig op til et migræneanfald

Modelfoto

Modelfoto

SUNDHED:Migrænepatienter oplever ofte at føle sig uoplagte og mærkeligt til mode flere timer og nogle gange døgn inden et migræneanfald. Læger og forskere ved dog ikke, om ændringen skyldes noget fysiologisk, eller om den måske er psykisk. Det skriver Videnskab.dk.

Nu viser en ny dansk-ledet undersøgelse, at kvinder har et betydeligt ændret aktivitetsmønster i hjernen op til et migræneanfald.

Aktiviteten i smerte-, syns- og hørecentrene synkroniserer i højere grad op til et migræneanfald. Samtidig falder konnektiviteten - den synkronisering af cellers signalfrekvens eller -hyppighed, der kan finde sted mellem forskellige hjernecentres celler - i områder, der styrer vores arbejdshukommelse.

Ømtålelig over for lyd og lys

Det kan være med til at forklare, hvorfor migrænepatienter er meget ømtålelige overfor lyd og lys under og op til et anfald, og hvorfor migrænepatienter klarer sig dårligere i hukommelsestest op til et migræneanfald, konkluderer forskerne bag undersøgelsen ifølge Videnskab.dk.

- Det har indtil videre været et uudforsket område, hvad der sker af ændringer i hjernen op til et migræneanfald, derfor er det et ret interessant skridt på vejen til at forstå, hvorfor migrænepatienter siger, de kan mærke et anfald komme snigende, siger Faisal Muhammad Amin, læge og forsker på Neurocentret Rigshospitalet, til Videnskab.dk.

Han hovedforfatter til den nye forskningsartikel, der er udgivet i det anerkendte tidsskrift Neurology.

Også lektor Jakob Udby Blicher er imponeret over forskningen.

- Det er flot lavet og et spændende første studie på dette område, siger Jakob Udby Blicher, læge og lektor på Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab ved Aarhus Universitet.

Man kan dog ikke konkludere med sikkerhed, at det er migrænen, der forårsager forandringen i hjernen op til et anfald, siger Jakob Udby Blicher.

- Forskerne har gjort sig umage i forhold til at kontrollere for andre kilder til forandringen i hjernen. Men der kan stadig være andre forklaringer, måske er det medicinen. Det kan være forventningen hos patienten om, at smerten er på vej, siger Jakob Udby Blicher og fortsætter:

- Der skal laves flere studier, før man kan vurdere, hvor meget af forandringen skyldes migræne, og hvor meget er psykisk ubehag ved at vide et anfald måske er på vej. Men man bliver nødt til at tage et skridt af gangen, og det her er rigtig god begyndelse, siger Jakob Udby Blicher, der selv forsker i blandt andet konnektivitet i forhold til hjernerystelse og genoptræning efter blodprop i hjernen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.