Tættere sammen

Fejltrin kan hjælpe AaB - på lang sigt

LARNAKA:Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder et gammelt mundheld, og AaB's træningslejr på Cypern har givet det indtryk, at den unge og sammenbragte trup i nødens stund er rykket tættere sammen og nærmest i trods brænder efter at fighte sig opad på tabellen i et spændende forår. Materialet rækker dog næppe til at indfri top-4 målsætningen i denne sæson - men på længere sigt ser det lyst ud. Efter et skuffende efterår med en syvendeplads som facit havde AaB brug for en tryllestav til at vinde væsentligt terræn i foråret, men foreløbig har topscorer David Nielsen i stedet svinget højrehånden mod Allan Gaarde med et indlysende rødt kort til følge. Dermed ser den sårbare offensiv endnu mere grøn ud, idet sidste års økonomiske fejltrin - et forventet underskud på 6-7 mio. kr. - ikke levner mulighed for indkøb af markante forstærkninger. Bedre kurs Men man fornemmer, at AaB på mange måder græder tørre tårer over afskeden med David Nielsen. Han har bestemt været en god mand for klubben rent sportsligt, men i AaB-lejren vil hans unoder både på og udenfor banen næppe blive savnet, og i et stykke tid var der lagt op til et næsten uundgåeligt brud. På Cypern var truppen kendetegnet af glød og sammenhold, og med et dusin spillere på 21 år og derunder er der stof i AaB til at bygge et kommende storhold op. I den forbindelse er det positivt, at klubben mere eller mindre tvunget satser på talentfuld ungdom frem for ældre nødløsninger med det bedste af karrieren bag sig. I første rækker tegner den 19-årige midterforsvarer Michael Jakobsen som en gylden investering, og med fem vidt forskellige angrebstyper på 19-21 år har AaB måske den målsluger i støbeskeen, som klubben har savnet i mange år. Krav om tålmodighed Det vil ikke være rimeligt at forlange et gennembrud eller et stabilt højt niveau af holdet allerede i foråret. Dertil er truppen for skrøbelig og urutineret. Men mere vigtigt er det også at se en positiv udvikling, som giver forhåbninger for fremtiden. Med tålmodighed og den rette pleje af talenterne indeholder den aktuelle trup fundamentet til et spirende tophold, der om tre-fire år for alvor kan blomstre. I det perspektiv ligner cheftræner Erik Hamrén og assistenten Allan Kuhn den ideelle konstellation til at fuldbyrde processen, så AaB bør alvorligt overveje et par års forlængelse med duoen, der foreløbig er engageret til udgangen af 2006.