Frederikshavn

Tag aktivt del i fremtiden

Det ér slet ikke som i gamle dage - de nye dage - og sådan er det bare. Der er altid nogen, der ønsker sig tilbage til gamle tider, og det kan man jo også sagtens gøre. Det koster ikke noget at drømme. Drømme kan være dejlige, men der er ingen fremdrift i drømme. Virkeligheden er i sagens natur meget mere konkret, og det er vel dén, man skal forholde sig til. Det er også her, fremtiden er placeret. Det er fint, hvis man kan komme videre og undgå at hænge fast i utilfredshed med, at forholdene ændrer sig. Det er også fint, hvis man kan begynde at se på virkeligheden med konstruktive øjne og måske være med til at skabe grobund for en god fremtid. Der er meget godt i hele den nye storkommune, og mange steder har man allerede gjort sig store anstrengelser for at få den nye virkelighed til at fungere. Lad os meget gerne se rigtig mange tage aktiv del i at få den nye storkommune til at hænge sammen på en ordentlig måde, så ingen skal føle, at de bliver glemt. Glemsel opstår nemmest, hvis man bare i protest og afmagt sætter sig tilbage med armene i kryds foran kroppen og skælder ud på alt og alle. Den anden vej er meget mere behagelig og spændende. Tag aktivt del i nutiden - fremtiden - og i virkeligheden!