Gjøl

Tag bare kondiskoene med til åbent hus

Mange testkørte udstyret, da motionscentret åbnede - og nu er der mulighed for at gøre det igen. Foto: Jens Morten

Mange testkørte udstyret, da motionscentret åbnede - og nu er der mulighed for at gøre det igen. Foto: Jens Morten

GJØL:Det er sjældent, at gæster ved et åbent hus ligefrem opfordres til at tage kondisko og træningstøj med. Men sådan er det på Gjøl. I hvert fald, når åbent husarrangementet finder sted i det nye motionscenter i tilbygningen til Gjøl Hallen. - Nu skal vi have julefedtet brændt af, lyder opfordringen fra Jørgen Thomsen, der har været med i byggeriet og selv er frivillig instruktør i motionscentret under Gjøl Gymnastik- og Boldklub. Han håber at se mange gæster lørdag 19. januar mellem klokken 10 og 14. Især vil motionscentret gerne vise sine nye bade- og omklædningsrum frem, som med lidt held i uheld er nyrenoverede efter en vandskade sidste år. Ved at arrangere åbent hus håber folkene bag Gjøl Motionscenter at få endnu flere til at dyrke motion. Der vil være instruktører til stede, og unge som ældre er velkomne. Starten har været ganske imponerende, idet motionscentret kan mønstre 120 medlemmer. Der er i øvrigt sket udskiftning på formandsposten i motionsudvalget under Gjøl Gymnastik- og Boldklub. Dorthe Græsborg Frederiksen er stoppet på grund af tidspres og er blevet afløst af Christian Torp Nielsen, som også er instruktør i motionscentret.