Natur

Tag chancen og forlad trædemøllen!

43-årige Per Skov Madsen har skiftet titel fra slagteriarbejder til massør

Per Skov Madsen har indrettet en klinik i kælderen på sin bolig, men han tager også gerne ud til virksomheder og private og masserer. Foto: Per Kolind

Per Skov Madsen har indrettet en klinik i kælderen på sin bolig, men han tager også gerne ud til virksomheder og private og masserer. Foto: Per Kolind

HADSUND:En svær dunkende smerte. Musklerne spænder, og snigende kvalme melder sig. - Hovedpinen og smerterne i nakken har været en stor del af tiden på slagteriet. Det har aftaget, efter jeg stoppede, men følgerne af ensformigt arbejde er der stadig, fortæller Per Skov Madsen. Nu vil han hjælpe andre af med ømme muskler og hovedpine. For små tre uger siden startede han en privat klinik som massør. Nu er det nok! Pølser. Frem og tilbage. Næsten hver dag foretager Per Skov Madsens arme den samme monotone bevægelse. Han står i en pakkeafdeling på et slagteri. Symptomer i nakke og arme begynder at vise sig efter nogle år. Alligevel bliver han på slagteriet i femten år. - Jeg burde have skiftet før. Når først man er helt inde i en rutine, så bliver det for nemt. Jeg tjente rimelig gode penge. Derfor blev jeg ved, reflekterer han. Der skal større omvæltninger til på arbejdspladsen, før han foretager sit endelige opgør. - Der skete så mange store forandringer inden for koncernen. Det blev ikke sjovt at møde op hver morgen. Til sidst sagde jeg, at nu kunne det være nok. Tog udfordringen op Ideen om at blive massør opstår, da han er på slagteriet. Ofte render han til kiropraktor, massør eller fysioterapeut. Det giver ham en smule indsigt i, hvordan de arbejder. På arbejdspladsen lider mange medarbejdere af smerter i skulder og nakke. Deriblandt hans kone. - Vi masserede hinanden i nakke og skulder. Vi vidste jo ikke, hvordan man gjorde det. Derfor fik jeg også lyst til at lære de rigtige metoder, beretter Per Skov Madsen. I sommeren 2000 sagde han op og startede som arbejdsmand for en murer. Sidste efterår begyndte han så på en halvårlig uddannelse for at blive massør. Latin og anatomi - Selvfølgelig var det noget andet at starte i skole igen. I begyndelsen var det svært at lære latinske ord og forstå kroppens anatomi, forklarer Per Skov Madsen. Men han blev glad for uddannelsen, og han er også godt tilfreds med sine første erfaringer som selvstændig. - Det er dig selv, som bestemmer. Du skal ikke tænke på at styrte op om morgenen og køre langt. Indtil videre er jeg rigtig glad for det, slår han fast. Kunderne er begyndt at strømme ind. Nu håber han bare, at endnu flere vil komme. For Per Skov Madsen er der ingen tvivl. Han gjorde det rigtige, da han tog chancen og uddannede sig til massør. Han synes, det er synd, at mange aldrig tager det sidste skridt. - Går man og har det skidt på arbejde, så burde flere skifte det ud i stedet for at hænge i samme trædemølle. Spring ud og tag chancen! lyder opfordringen fra en nyuddannet massør på 43 år.