- Tag det helt roligt - det er kun plastic

- Tag det bare helt roligt. Det er kun plastic. Politiassistent Rene Hansen kunne berolige en af NORDJYSKE Stiftstidendes kvindelige læsere i Sønderholm i går morges. Kvinden ringede til Løgstør Politi for at anmelde kunstnerne Birthe Kjærsgaard og Frida Frost for dyremishandling, idet hun havde set billede i gårsdagens avis, hvor de to lokale kunstnere maler to køer. Godt nok ser de to køer meget livagtige ud, men de er altså ikke levende. De er lavet af plastic og indkøbt i Polen af Løgstør Rørs direktør Ole Bøgelund Nielsen. - Jeg havde ikke lige fået læst avisen fra morgenstunden, så jeg skulle lige finde ud af den rette sammenhæng, men det glædede mig da at kunne ringe tilbage til damen og fortælle at dyrene er af plast, siger Rene Hansen.