Tag det roligt - men hold øje med gebyrer

Krisepakken får tre klare konsekvenser for bankkunderne - og en ekstra for aktionærerne

Gebyrer 7. oktober 2008 06:00

AALBORG: For bankkunderne får krisepakken tre klare konsekvenser. For det første behøver kunderne ikke længere være nervøse for at miste indskud over 300.000 kroner. Når loftet over indskudsgarantien er væk, er der ingen grund til at splitte et stort indestående op på flere konti. - Vi har faktisk fået mange henvendelser fra kunder, der er bekymrede for deres indeståender. Nu kan de tage det roligt, siger Kim Christensen, filialdirektør for Danske Banks Aalborg-afdeling. For det andet er det nu ligegyldigt, om man er kunde i en stor eller en lille bank. Garantiordningen dækker alle. For det tredje gør kunderne klogt i at holde ekstra godt øje med bankernes priser og gebyrer. - Ifølge planen skal banksektoren betale, men jeg er overbevist om, at regningen bliver hældt over på kunderne i form af flere gebyrer og højere priser, advarer Carsten Holdum, økonom i Forbrugerrådet. - Redningsplanen betyder, der ikke er nogen grund til vælge de store banker frem for de små banker, for alle får deres penge. Så det er bare om at holde øje med prisen og skifte bank, hvis priserne stiger, lyder rådet fra Carsten Holdum. - Det er klart, at krisepakken vil gå ud over bankernes indtjening. Men hvad det konkret kommer til at betyde for vores priser, kan vi ikke sige noget om endnu, siger Kim Christensen. Det kan til gengæld Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRF kredit. Hun har regnet ud, at bankerne skal hæve den gennemsnitlige udlånrente med 2,36 procentpoint, hvis de skal øge deres indtjening med de fulde 35 milliarder kroner. Det kommer til at koste en gennemsnitlig husholdning knap 5000 kroner om året efter skat. Krisepakken får endnu en effekt for de mange bankkunder, der også er aktionærer i bankerne. I de næste to år bliver der nemlig ikke udbetalt udbytte af bankaktier. - Aktionærerne kan trøste sig med, at det er med til at styrke bankernes kapitalgrundlag, når der ikke udbetales udbytte, siger Kim Christensen. Samtidig må aktionærerne se i øjnene, at deres aktier dag for dag bliver mindre værd. Eksempelvis faldt kursen på en aktie i Danske Bank 15,8 procent i går. - Kursfaldet på aktier rammer selvfølgelig langt de fleste, der har en pensionsopsparing. Men typisk har mennesker tæt på pensionsalderen ikke så mange aktier i deres opsparing, og for de yngre er det vigtigt at tænke langsigtet. Kurserne er jo steget gennem en lang årrække, og det kommer de til igen, siger Kim Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...