Tag dig sammen

Vi lever i et land, hvor vore børn og unge aldrig har haft lettere ved at få fat i stoffer, og hvor priserne er så lave, at alle kan få råd til erhverve det.

Narkoen smugles ind over vore grænser som aldrig før, og rocker- og indvandrerbander bekæmper hinanden med skydevåben om retten til at forhandle narkoen på gader og stræder. Politiet kæmper en forgæves kamp mod uvæsenet og den almindelige borger ser måbende til og forstår ikke, at der ikke kan sættes en effektiv stopper for kriminaliteten. Danmark har efterhånden mange kedelige rekorder. Siden indgåelsen af Schengen-aftalen har smuglere og kriminelle fra nær og fjern fået frit spil for deres indbringende handel med narkotika her til lands. De åbne grænser har siden aftalens ikrafttræden været en stående invitation til kriminelle fra Østeuropa, Mellemøsten, Asien og Afrika til passere vores grænse med deres forbryderiske forehavender. De åbne grænser har betydet, at vores samfund er blevet så usikkert, som det aldrig har været før. På ganske få år er Danmark blevet smuglernes fortrukne transitland i Europa. Den kendsgerning, at Danmark har Europas laveste toldberedskab har åbnet landet for narkotika og kriminelle i hidtil ukendte mængder. Som man kunne læse i NORDJYSKE (29.12.) har bl.a. lufthavnen Arlanda i Sverige flere toldere ansat, end man har i hele kongeriget Danmark tilsammen. Og i andre lande har man sikret sig med toldbåde og helikoptere, når man jager narkosmuglere. I Danmark har man lige lagt den sidste toldkrydser på land og vi har nu 7500 km ubevogtet kyststrækning. Det er ikke alene rystende, det er simpelthen utilgivelig dumhed at man lader det ske. Jeg tror ikke, at nogen rigtig fatter, hvad det danske samfund bruger af midler på at bekæmpe narkotikaproblemet. Mange forskellige instanser som sociale myndigheder, skoler og institutioner afsætter store resurser for at forebygge narkoens udbredelse blandt børn og unge. Politiet bruger masser af mandskab og penge på at bekæmpe narkokriminaliteten og hospitalssektoren bruger enorme summer på afvænning af stofmisbrugere. Dertil kommer retsvæsenet udgifter til at behandle sagerne og give husly til narkoforbryderne i mange år fremover. Men i Danmark vil vi hellere helbrede end at forebygge. Vi ønsker nemlig ikke at bekæmpe kriminaliteten, der hvor det virkelig batter noget, og hvor samfundet kunne tjene enorme summer, og hvor børn og unge i højere grad blev forhindret i at få fat i narkoen. Vi ønsker heller ikke at gøre det sværere for rockerne eller indvandrerbanderne at få adgang til lukrative handel med narko. For hvis vi virkelig havde et ønske om at begrænse narkoens ødelæggende virkning, hvorfor har vi så beskåret en så vigtig del af vores beredskab mod narkokriminalitet, som det danske toldvæsen med 66%. Toldvæsenets arbejde kan uden sammenligning siges, at være den vigtigste stopklods for narkoforbrydernes march ind landet. Det kræver ikke meget hovedregning at forstå, hvad det vil betyde for Danmark, hvis vi fik genansat den fornødne toldstyrke til at holde vagt ved vore grænser mod Tyskland, til at undersøge fartøjer i havne og lufthavne og blive opdateret med effektive toldbåde og helikoptere. En stor og effektiv toldstyrke, der ville kunne sætte en kraftig stopper for de narkomængder, vi ser i øjeblikket vælte ind over Danmark. ”Jamen Jøsses kost, Marius. Det koster jo en formue! Skat skal spare!” Man hører skatteminister Kristian Jensens let bebrejdende stemme i æteren. Ja i første omgang skal der lægges penge ud, Kristian Jensen. Men dem får du tilbage med renters rente, fordi mindre narko på gaden betyder, færre forhandlere, færre stofmisbrugere, færre forbrydere mindre arbejde til politiet. Der bliver rigelig med penge af det foretagende og Danmark vil tilmed blive et noget tryggere sted at være end det er i øjeblikket.