EMNER

Tag en bid af Nordjylland

Landbruget rykker til byen i aften i Brønderslev

Der vil igen være mulighed for at malke en ko. Arkivfoto: Henrik Louis

Der vil igen være mulighed for at malke en ko. Arkivfoto: Henrik Louis

Torsdag aften kommer landbruget til Brønderslev, nærmere bestemt til området Banegårdspladsen/Nørregade, for at deltage i Summer By Night. Der er mulighed for at opleve en del af landbruget og smage på produkter derfra. Smagen af Nordjylland vil være repræsenteret ved Natur-Ox med mulighed for at smage lækkert oksekød, mælkeprodukter fra Sønderhaven Gårdmejeri, der producerer blandt andet oste af egen mælk, Bondegårdshyben, som laver flere forskellige typer hybenmarmelade samt Smagen af Læsø. Der er også mulighed for at komme tæt på nogle af landbrugets kæmpestore maskiner, f.eks. en mejetærsker fra Mejlby Agro. En række lokale landmænd, både yngre og ældre, vil være parat til at møde interesserede til en snak om nordjysk landbrug. Der vil være aktiviteter for børn og udstilling for både store og små. De besøgende kan på landbrugsstanden vinde billetter til det store Hjørring Dyrskue 19. og 20. juni. Landbruget kommer også til Brønderslev med en ko, som man kan prøve at malke og et par små kalve, som man kan kæle for, en masse korn i en container, som man kan lege i. Hos 4H er der mulighed for at bage pandekager, og der er lejlighed til at bruge mælk, som man selv har malket. Der er mulighed for at få en ridetur på en hest, som 4H har med, eller laver egne badges, som 4H også gerne hjælper med at fremstille. Der er mulighed for at få en snak med 4H, der til dagligt arbejder med dyr, natur, mad og hobby for alle børn. Brønderslev Landboungdom bidrager også til underholdningen for de lidt større, idet man har mulighed for at forsøge sig med at åbne en øl eller sodavand med en minigraver. -Så er man maskinfreak, er der mulighed for at prøve, om det er en let opgave. Der er også traktortræk - om end i mindre udgave end den landboungdommen ellers holder, idet traktorerne på udstillingen er med metaltræk. Mekaniseringen i landbruget fortsætter år for år. Det er den store mejetærsker et godt eksempel på. Der er mulighed for at sætte sig i førersædet som pilot. Mejetærskeren er kun en af de maskiner, der udstilles. Der er mulighed for at se maskinerne på tæt hold. Der vil på udstillingen være fokus på landbruget som energileverandør og som faglig medspiller på Grøn Vækst. Det er LandboNords kreds 4, der sammen med LandboUngdom og 4H samt Landbrugets Seniorklub Brønderslev har taget initiativ til udstillingen med masser af aktiviteter for store og små.