Tag ikke det dyrebareste fra børn

Skolevæsen 15. november 2003 05:00

FORBRYDELSE: Der burde finde en politianmeldelse sted. Ja, men hvem skal anmeldes, og hvad er forbrydelsen? Jo, i mine øjne er det én af de værste forbrydelser, man kan begå. Man stjæler børnenes barndom. Med statsautorisation. Det startede for flere år siden, da det blev indført, at børn i ca. 11 års alderen i skolen skulle tilrettelægge deres uddannelsesplan. Senere skulle der, inden børnene beherskede det danske sprog, indføres fremmedsprog i 4. klasse. I den samme tidsperiode har man valgt at kritisere folkeskolen for, at børn ikke lærte at læse, skrive og stave?! Nu er det nyeste påfund i dette røveri af børns barndom, at der i børnehaven skal udarbejdes planer for børnenes udvikling og forberedelse til skolen, læseplaner med pensum! Samtidig stilles fra højt ministerielt plan krav om, at folkeskolen uddanner "Jeopardy"- og "Hvem vil være millionær?"-deltagere, altså børn med en stor paratviden. Hvad er meningen? Som tidsånden er lige nu, kan vi lige så godt begynde at udvikle de evner, som børnene har for det clairvoyante. Nå, tilbage til de reelle forbrydelser: En klog mand har udtalt, at "børn har 100 sprog og i løbet af barndommen fratager vi dem de 99"! Ethvert barn har ret til at værdsættes og elskes betingelsesløst, leve i tryghed, udvikle sig i sit eget tempo, afsøge sine egne grænser og muligheder og gives udfordringer, det kan klare. Det udvikler sunde og kloge børn. Når man nu begynder at fastlægge, hvad børn skal kunne på de forskellige alderstrin, opstår der helt af sig selv et pres for, at pædagoger og forældre kan se at målene nås. Dette vil skabe børn, som ligger under for et pres, skabe nervøse børn, som ikke udvikler sig i harmoni, og som dermed ikke opnår de færdigheder i skolen, som samfundet kan forvente. Det skaber børn, som måler sig i forhold til en kunstig skala. Børn, som oplever sig vurderet efter evner og ikke værdsat, fordi de er til. Det forlyder også, at de unge ikke mener, at de har indflydelse nok på samfundets udvikling, og at nogle repræsentanter for de unge er af den opfattelse, at en lavere valgretsalder vil løse dette forhold. Hold nu lige op. Der er ikke noget problem. Unge har mulighed for at få indflydelse på deres skoledag, på deres undervisning, på deres fritidsinteresser og i deres hjem, hvad skal de mere? Jo, de skal stadigvæk som teenagere "gå med hovedet under armen", de skal fortsat forelske sig håbløst i popidolerne, gå til fester med vennerne, sladre om veninderne, løsrive sig fra forældrene,, ja, de skal gøre alle de ting, som unge altid har gjort, og de skal ikke mindst sørge for at tilegne sig viden om, hvordan man fordyber sig og tilegner sig viden, Medmindre kravet til erhverv og til livet går gennem "Jeopardy" eller anden paratviden-test. Giv børnene deres retmæssige ejendom, barndommen, tilbage og lad være med at foregøgle, at unges muligheder for indflydelse bliver bedre af at sænke valgretsalderen. Vi har en statsminister, som jeg i hvert fald ikke har bedt om at støtte en amerikansk præsident , som er valgt på grund af noget valgteknik og ikke valgt med flertal af antal stemmer. Vi har en statsminister, som er bedste ven med en italiensk statsleder, der får lovene indrettet, så han ikke kan retsforfølges. Dette sker også uden min billigelse. Vejen til indflydelse går gennem den aktuelle hverdag, ethvert menneske lever i.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...