Tag ikke tro fra børnene

Når man har set Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti misbrugt, hånet og spottet samt kritiseret sønder og sammen

FADERVOR:Når man har set Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti misbrugt, hånet og spottet samt kritiseret sønder og sammen, siden Pia etablerede partiet i 1995, er det en rar ting at se (10.1.), at DF stadig har energi og overskud og trofasthed mod de traditionelle danske værdier - trods den øredøvende kritik fra alle sider. Bankværdierne og de globale værdier har jo ikke ligefrem vist sig hverken holdbare eller pålidelige. Og jeg siger jo kun "kritiseret sønder og sammen" indledningsvis for at forsvare mig selv mod "den indre Skt. Bernhards"-svinehund, der glammer og hverken kan eller vil blive "stueren", så længe der er nogen, der p.sser på de værdier, jeg også holder af. Alt det, der har givet mig del i en tradition, en eventyrverden, en sangskat, et koralværk, en litteratur, en Saxo Grammaticus, en Jyske Lov, en historie og et uddannelsesforløb og en etik, kort sagt: et liv og af den tradition, som alle disse nævnte instanser er elementer af. Skulle jeg vende ryggen til alt, hvad mine forældre, lærere og absolut samtlige andre danskere har stillet til disposition gennem udviklingen af en kirke, et lovsystem, et skolevæsen, et gymnasium og en universitetsverden med dens stadigt skiftende paradigmer og indsamling og ordning af informationer fra ethvert tænkeligt område af livet, der kan være genstand for viden og kommunikation? Det tror jeg ikke! Hertil hører selvsagt også kristendommen som et helt grundlæggende fænomen i al sin mærkværdige, floromvundne, søgende, hændervridende, parafraserende og ligefrem prædikende forkyndelse af - Gud ved hvad?! For jeg gør i hvert fald ikke og har aldrig brudt mig personligt om Jesu person, så længe jeg kan huske tilbage til søndagsskolen og fem års alderen i Lille Korsbæk Stations- og Kreaturhandelsby (dav!). Men han har banket på hele livet, Jesus. På trods af, at jeg ikke kan døje påtrængende personer, lader han mig alligevel ikke i fred, hvilken vist især skyldes Søren Aabye Kierkegaards klogesnak op ad stolper og ned ad vægge. 7000 siders klogesnak, der allerede var mere end 100 år for gammelt og "umoderne" helt ned til formalia med andenudgavens gotiske skrifttegn, da jeg læste ham i begyndelsen af 60'erne. Ingen pastor ville anerkende mig som kristen - i hvert fald ikke så meget, "at det gør noget". Og jeg insister overhovedet ikke på sådan anerkendelse - blot fordi mine forældre har fået mig døbt og konfirmeret i den såkaldte "folkekirke", og jeg engang kunne synge koralværket fra A til Z, som overleveret af min far - sammen med H.C. Andersen, Grimms Eventyr og 1001 Nats Eventyr m.m.m. Jeg siger bare: Tak! Alt dette, som jeg er blevet givet som gave og hele mit liv derefter er kun bobler på en undergrund og urgrund af "liv og levned", der i dag kun kan forstås indirekte gennem historiske kilder og litterære medier. Jens Smærup Sørensen er måske den sidste, der har en tilstrækkelig personlig baggrund i det miljø, hvor arbejdet var så hårdt, at vi ikke engang kan drømme om det og tilstrækkelig hukommelse og talent til at kunne beskrive den sidste del af den urgrund, vi alle sammen kommer op af - uden undtagelse. Det var livet på jorden, ved jordbruget, på landet, som byboerne nu køber sig adgang til via kostbare banklån til sommerhusgrunde og restaureringer af eksisterende hårde - til ren og skær luksusliv i arkitekttegnede møbler og vinkelstuer med panoramavinduer far gulv til loft og udsigt til den landskabelige æstetik i thermosikrede omgivelser med gulvvarme og adgang til pool, samtalekøkken, marmorbeklædte badefaciliteter med jacuzzi, forgyldte vandhaner og lokumsbrædder, selv om det er uden for huset, der er højt til loftet. Jens Smærup Sørensens seneste - og mest berømte - værk, "Mærkedage", beskriver den seneste del af rejsen gennem den danske tradition fra sidste istid og langt ind i den nuværende. Og Knud Sørensen fra Mors bidrager med en anden del af transformationsprocessen i "Danmark mellem by og land". Det er en irreversibel transformationsproces - og gud ske lov og pris for det! For jeg kan godt fortælle jer, at det ikke var ren spøg og skæmt. Når derfor Dansk Folkeparti som beskrevet 10.1. vil ændre folkeskolelovens formålsparagraf til at inkludere kristendommen i det billede af "dansk kultur og historie", som formålsparagraffen tilsigter, er det jo blot uhørt og selve uvidenhedens apoteose, at det ikke allerede er sket. Rent skørlevned! For hvad enten man er kristen i teologisk acceptabel forstand eller - måske som jeg - lidt mere "skabskristen" med Jesus og Søren Sok til at banke på for at få det til at hænge sammen, så er det en kristen kultur, man er fremgået af, uanset hvad man selv tror man er. Og selvfølgelig skal børnene gives et adækvat billede af dette faktum, hvad enten den enkelte skole og skolelærere vil male billedet i skønmaleri eller isprængt elementerne af den rå, magtbegærlige, hensynsløse vold og tortur, der også er en del af den "virkelighed", enhver dansker er fremgået af - hvad enten disse patologiske træk kom til stede gennem den romersk-katolske kirkes inkvistionsdomstole - eller den mere ligefremme Martin Luthers usminkede opfordring til jordejere og herremænd om at slå bønderne ned "som hunde", så hører det med til den forpligtelse, der påhviler skoleprincipaler og lærere til at give børnene en realistisk indsigt i deres egne forudsætninger på det niveau, som skønnes tåleligt i de enkelte kommuner og af de enkelte lærere. Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen, "understreger" med stor og nobel følsomhed og intelligens, "at der aldrig må blive tale om forkyndelse, som efter partiets opfattelse ikke hører hjemme i skolen". Desuden: "Vi har ikke noget imod, at der bliver bedt fadervor, som jeg i øvrigt ikke opfatter som forkyndelse. Men Dansk Folkeparti vil aldrig stille krav om, at det sker". Den "noblesse oblige", der lyser ud af disse udtalelser, er den nobelhed, der forpligter indehaverne på hensynsfuldhed og indlevelse i andre menneskers situation og ønsker, og som derfor overlader det til "den enkelte skole stadig (at) have frihed til at fastsætte, hvorledes børnene får det nødvendige kendskab til den kristne kulturarv og også til at vurdere, hvordan betydningen og indholdet af fadervor formidles i undervisningen", understreger Martin Henriksen. De synspunkter deler jeg. For selv om fadervor måske forekommer de fleste voksne mennesker at være passé, har det vel aldrig - og heller ikke af teologerne - været udgivet for meget mere end en metafor, børnene kan forstå, for kræfter, der er af en så ufattelig "enormitet", at de ikke kan fatte det. Men det kan da heller ikke hverken deres forældre, lærere, præster eller videnskabsfolk. End ikke Einstein, Bohr, Heisenberg osv. fattede det - selv om de prøvede hårdt. Og det var først med Gödel i 1932, det begyndte at blive klart, hvad årsagen til de fejlslagne universielle hypoteser handlede om. Men såvel Kant som Kierkegaard forstod det glimrende ca. 100 år tidligere. Men ikke "videnskabeligt" gyldigt. Den helt centrale idé i Kierkegaards hele værk og virksomhed var netop, at "troen er imod al forstand". Det betyder simpelthen, at ingen "forstandsanvendelse" eller lad os sige: nok så høj intelligens - siden det er så moderne, nogensinde vil føre dig til en forståelse af det, der betegnes som Gud. Du kan kun tro, at det, der svarer til begrebet Gud, eksisterer. Og det vil selv teologerne - måske - godt give dig ret i (men så bliver det heller ikke meget mere - uden embedseksamen!). Og det er baggrunden for, at Kingo kunne tale om "treoens rare (sjældne) klenodie". Og for at Brorson og Grundtvig kunne skrive alle de smukke sange, som børnene elsker at synge den dag i dag - for slet ike at tale om Jeppe Aakjær på Jenle. Vil du nu tage alt dette fra børnene? Må børnene ikke synge Guds pris, fordi de hellere ses at putte penge i sparegrisen til indbetaling i banken med henblik på rettidigt opkøb af fast ejendom med forventede prisstigninger i tidens fylde og lånefinansierede indretninger af ejendommen - som ovenfor beskrevet. I så fald gratulerer jeg dig til din formodede klogskab - for det er skam ikke ligefrem dumt. Men behøver det at skade børnenes glæde ved sang? Eller deres glæde ved a bede til en anden, overlevet opfattelse af det guddommelige end den, de konstant hører om som Allah? "It's your choice - I'm only a voice (and it's not even holy!).