Landbrugspolitik

Tag jer sammen

EU's statsledere har taget de alvorlige miner på i forhold til EU's fremtid. To nej'er til EU-forfatningsforslaget samt diskussioner om fremtidens budgetter er umiddelbart mere end statslederne kan klare.

Selvfølgelig giver nej'erne problemer for statslederne. Alt eller intet- tankegangen var den fremherskende. At nogle befolkninger vælger den ultimative bremseklods, gør sagen ekstremt kompleks. Men det er statsledernes egen skyld. Men nej'et til forslaget giver EU en gylden mulighed for reformer, der er bydende nødvendige, hvis et demokratisk og nært EU skal etableres. Tony Blair har ret, når han kalder på reformer. EU-forfatningsforslaget var bedre end Nice-traktaten. Dette betyder ikke, at Nice-traktaten skal være grundstammen for EU-samarbejdet. EU må vi sammen genopbygge. Desværre havde EU-forfatningsforslaget videreført adskillige dårligdomme, grundet ufleksible kompromiser i EU-konventet, som lavede forslaget. Hver konventsdeltager havde sin kæphest, så forslaget blev et misfoster. Det er ikke en traktat grundet bestræbelserne for at lave en forfatning – og det er ikke en forfatning grundet frygten fra statslederne for nogle befolkningers frygt for Europas Forenede Stater. Resultatet er en uhjælpelig størrelse i midten, som er ubrugelig, da den ikke indeholder de nødvendige reformer. I Blairs ønske om reformer er et af de åbenlyse områder landbrugsstøtten. 40 pct. af EU's midler går til at støtte landbruget, så priserne på landbrugsprodukter kan holdes kunstigt oppe. En planøkonomisk tankegang, som alle partier i Folketinget og i EU-parlamentet ønsker skal udfases. Men tingene hænger sammen, da forslaget ikke gør op med landbrugsstøtten. Derimod videreføres den grundet kompromiser i EU-konventet (Artikel III-228, stykke 2). Blair har bare en dårlig sag. Storbritannien betaler ikke fuld pris for EU-medlemsskabet. At et af de rigeste EU-lande får rabat er ikke fair over for de nye EU-medlemslande, som ikke kan få rabat. Det luxembourgske formandskab har forsøgt at mægle og komme med kompromiser i forhold til de økonomiske problemstillinger. Dette er langtfra lykkedes, da ingen statsleder vil betale politisk eller økonomisk. Luxembourgs egen statsminister Jean-Claude Juncker har selv lukket øjnene for problemerne og har kastet landet ud i en afstemning 10.7. om et dokument, der er forkastet. Truslen fra Juncker om, at han vil trække sig som regeringsleder, hvis luxembourgerne stemmer nej, er blot en grotesk hale på denne historie. Blairs ønsker om reformer er opløftende, men intet udover landbrugsstøtten er blevet nævnt. At foreslå støtten afviklet, er selvfølgelig en reform, men det er et ualmindeligt billigt reformforslag. Præsident Jacques Chirac i Frankrig er presset indenrigspolitisk og et nemt offer for Blairs overfladepolitik. Chirac er nødt til at forsvare landbrugsstøtten, da hans chancer for genvalg som fransk præsident er små, og ville være mikroskopiske, hvis han går med til at afvikle landbrugsstøtten. Yderligere reformer er umulige, da det vil betyde, at forslaget vil blive gennemhullet som en si. Blair ville blive til grin, hvis han foreslog flere reformer, da han dermed ville være nødt til at afvise EU-forfatningsforslaget fuldstændigt. Dette kan han ikke, da han tidligere har godkendt det. Dybdegående reformer er bare nødvendige, hvis EU-samarbejdet skal få folkelig accept. Frankrigs og Hollands nej'er er hele EU's problem. Enten skal EU's befolkning ikke spørges, eller også statslederne må i arbejdstøjet. Den første løsning giver bagslag, da denne er årsagen til den hollandske befolknings afvisning af EU-forfatningsforslaget. Større folkelig accept og forståelse fås kun, hvis befolkningerne bliver spurgt, og der bliver lyttet til deres kritikpunkter. Når kritikken er kommet, må statslederne i arbejdstøjet og forsøge at komme frem til en løsning, der kan vinde befolkningernes opbakning. Om løsningen er føderalisme, conføderalisme eller noget helt tredje er fuldstændig ligegyldigt, da en sådan diskussion er akademisk. EU's befolkning vil have et EU, som fungerer. Derfor er nej- og ja-sidens diskussioner også tåbelige. Diskussionen omhandler altid, om kvinden på billedet er nøgen eller er bar. Nej- og ja-siden diskuterer sig til en gotisk knude, fordi nej-siden ikke kan lide ordene EU, EU-kommission og flertalsafgørelse, mens ja-siden mangler reel lyst til gennemgribende reformer, da det ville være det samme som at erkende deres tidligere fejltrin. Mens denne formålsløse diskussion foregår, holdes befolkningerne som gidsler i et cirkus af misinformation. Begge sider har en forbandet pligt til at opnå et kompromis, som kan opnå folkelig opbakning i alle 25 medlemslande. Allan Andersen, Gøteborg Alle 14, 6 A, Århus N, er fhv. ledelsesmedlem i JuniBevægelsen og medlem af SF. E-mail: Allan_Andersen@aadas.jcvu.dk