Tag kamp igen

For nogle dage siden døde Mogens Glistrup. Han var en personlighed. Han satte også sine spor i dansk politik. ”Desværre”, må jeg sige, for jeg var voldsomt uenig med ham på en række områder.

Til gengæld var han – i hvert fald i den tid, jeg mødte ham i Folketinget, en venlig og hjælpsom mand. Han havde altid et godt råd og man kunne altid få en snak med ham, selvom man på forhånd vidste, man var uenige. At man behandlede hinanden på den måde var kendetegnende for Folketinget. Ofte var man bedre venner med dem, man var uenige med end med ”ens egne”. Den erkendelse tror jeg mange i alle partier kan gøre. Derfor er det trist at se, hvordan Folketinget er blevet så indædt. Man taler grimt til hinanden. Man beskylder hinanden for alverdens ting. Og man har fornemmelsen af, at modstandere også er blevet personlige modstandere. Det er synd for det danske folkestyre. I forbindelse med Glistrups død viste man mange steder billedet af Erhard Jacobsen og Glistrup sammen. Det er rigtigt, at Fremskridtspartiet og CD kom i Folketinget samtidig. Det er rigtigt, at de to havde en række meget besøgte valgmøder i 1973. Det er rigtigt, at Erhard Jacobsen fik ganske stor betydning for dansk politik i 70’erne fordi han kunne være ”bybud” i forhold til Glistrup. Mange regeringer kan takke den rolle for, at de overlevede kriser. Men så er al lighed også holdt op. Mange forsøger at fremstille Fremskridtspartiet og CD som to protestpartier. Men det er forkert. Glistrup skabte et protestparti mod bl.a. skatten. CD derimod gik til valg på sætningen om ”Danmark er et godt land.” CD var det ”systembevarende” parti i en turbulent tid. Det gik dengang som senere mod strømmen. For 70’erne var præget af to revolutionære modstrømme: Den ene resterne af Ungdomsoprøret og kampen for et yderliggående socialistisk samfund. På den anden revolutionære front befandt Glistrup sig. Han førte an i anti-skatte kampagnen, ville den offentlige sektor til livs og ville i virkeligheden omdanne Danmark til et anarkistisk kapitalistisk samfund. Midt i dette polariserede virvar dukkede et nyt parti op, der sagde at Danmark var godt at leve i. Et parti, der stadig ønskede respekt for de gammeldags dyder. Et parti, der talte fællesskabets sag. Enhver kan se, at sammenligningen mellem Fremskridtspartiet og CD er forkert. CD ville det stik modsatte af Glistrup. Der er god grund til at mindes 70’erne og den politiske polarisering, der skete den gang. På mange måder ligner nutiden nemlig datiden. Dengang var det marxismen, der forsøgte at skabe et politisk monopol. Var man ikke med dem, så var man imod dem – og blev ikke levnet megen plads. I dag er det så liberalismen, der forsøger at skabe et monopol. Tror man stadig på fællesskabet og er imod den nærmest uhæmmede fri konkurrence, karriereræs og målen og vejen af alting, så er man ”yt”. For det er egoismen, at rage til sig og ikke bekymre sig om de, der har det vanskeligere, der er blevet tidsånden. Denne holdning hjælpes ganske god på vej af regeringspolitikere. Og holdningen præger flere og flere områder. Forleden dag kunne man høre Venstres arbejdsmarkedsordfører føre sig frem i radioen vedrørende førtidspension. Nu skulle flere førtidspensionister i arbejde og derfor skulle man hvert tredje eller femte år tage deres pension op til overvejelse. Adspurgt om, hvorvidt man ikke allerede i dag kunne genoptage sager, var svaret: ”Men det virker jo ikke.” Og adspurgt, hvorvidt der ikke var nogle mennesker, der ikke kunne klare sig på arbejdsmarkedet, var svaret: ”Jamen, så er deres sag jo en ekspeditionssag.” Her afslørede det pågældende folketingsmedlem, at han ikke anede en snus om socialpolitik. Mange førtidspensionister skal have den sikkerhed, der ligger i pensionen. En usikkerhed omkring den vil forværre deres sygdom. Alene det, at sagen tages op, kan føre til tvangsindlæggelse og øget medicinering. Derfor er det helt urimeligt at foreslå, at alle førtidspensionister skal skæres over én kam. Naturligvis skal ingen have en førtidspension, hvis de kunne få et bedre liv med arbejde. Men det problem, kan den nuværende ordning såmænd godt klare. Eksemplet er ét af mange. Man må undre sig, når man ser hvordan sygehusvæsenet, sundhedsvæsenet, postvæsenet osv. fungerer i dag. Danmark er rigere end nogensinde – og alligevel er der grundlæggende problemer de steder. Hvorfor? Fordi man tror, at fri konkurrence, privatisering og skattestop kan klare alle problemer. Man har valgt økonomien før menneskene. Egoismen før fællesskabet. Derfor er der også i dag brug for at sige: Det var fællesskabet, der gjorde Danmark stærkt. Den egoistiske liberalisme ødelægger det. Ofrene for det manglende fællesskab er vore ældre, syge, sindslidende og handikappede. Det er dem, der betaler prisen for det ideologiske mareridt. I 70'erne tog man fællesskabskampen, provokeret af Glistrup. Den bør også tages i dag. Peter Duetoft bor i Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, valgt i Nordjylland. Landsformand CD i 1978-87 og igen fra 2004. Nu konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.