Kemikalier

Tag kampen op

KEMIKALIE:Danmark har tidligere været foregangsland i kampen mod Bisphenol A. Kemikaliet, der er mistænkt for at skade ufødte babyer og være kræftfremkaldende. Nu er vi dog blevet overhalet af Frankrig. De har, som det første land i verden, lavet et forbud mod det hormonforstyrrende stof i al materiale, der kommer i kontakt med fødevarer. Det betyder, at franskmændene ikke længere skal bekymre sig om, at dåsen med de flåede tomater eller colaflasken indeholder det farlige stof. I Danmark har vi forbud mod Bisphenol A i produkter, der henvender sig til børn under tre år. Og i EU omfatter forbuddet kun sutteflasker. Vi skal videre. Det er på tide, at alle forbrugere beskyttes imod Bisphenol A - uanset hvor det optræder. Derfor har jeg endnu engang taget kampen op imod det farlige stof. Jeg har netop spurgt Kommissionen, om den har tænkt sig at gøre en indsats for at fjerne det hormonforstyrrende stof fra vores dagligdagsprodukter. Det kan ikke passe, at det skal være mere sikkert at være forbruger i Frankrig end i resten af Europa.