Tag med på et forunderligt canadisk eventyr

FREDERIKSHAVN:"A story from the land" er Gill og Janniks Schou tredie diasshow, som alle udspilles i den storslåede vildmarksnatur i Canadas Yukon Territorium. Onsdag den 25. februar kan man se de underskønne billeder fra de tos naturoplevelser. Langt ude bag civilisationens forposter, hvor mennesket nu om dage kun er et sjældent strejfdyr, fandt Gill og Janniks Schou en vild og oprindelig natur, hvis storladne landskab senest de seneste tre et halvt år har dannet rammen om deres usædvanlige tilværelse. Som vinterkvarter i skoven havde de med håndværktøj konstrueret en hule i jorden af gamle afbarkede træstammer. Set udefra fremstod hulen mest af alt som en lille gravhøj, hvilket måske kan lyde deprimerende, men Yukon's 15.000 bjørne tager ikke fejl. Selv med temperaturer ned til minus 44 grader var "vinterhiet" lunt og tørt. I sommerhalvåret lå Gill og Janniks Schou i telt ved et stort sø- og vådlandsområde. Her var teltet slået op på en platform - tre en halv meter over jorden, så de kunne have deres grej i fred for sortbjørnene, som i perioder dagligt kom igennem deres lejr. Følg dem i deres daglige gøremål omkring lejren og tag med på strejftog i naturen gennem skiftende årstider. Oplev nærkontakt med hele spektret af pattedyr, fugle, fisk, insekter og blomster i en vildrig biotop. Om vinteren tog det de to vildmarksfarere seks dage på snesko at vandre de 90 km til den nærmeste reigtige vej, og kun tre gange om året kom de i nærheden af en købmandsbutik. Jagt og fiskeri var således en naturlig del af deres hverdag. "A story from the land" er ikke kun for jægere, fiskere, ornitologer og gør-det-selv folk, men henvender sig bredt til alle mellem 8 og 80 år med interesse for natur og vildmarksliv. Forestillingen stiller knivskarpt focus på en af de helt fundamentale værdier i tilværelsen - glæden ved vores naturlige omgivelser - og kombinerer stemningsfuldt oplevelsen af et vildt og fjerntliggende område med det personlige eventyr. Den vil få dig til at fundere over retningen i dit eget liv. I showet vises 550 billeder i topkvalitet på fire projektorer. Ud over musik - bl.a. af de guitaristerne Lars Alsing og Henrik Martensen - er forestillingen synkroniseret med kommentarer samt naturens egne stemmer i digital lydkvalitet. dyhr