Tag stress alvorligt

I de senere år er stress med stadig kortere mellemrum blevet nævnt blandt folkesygdomme som diabetes, hjerte-karsygdomme og fedme.

Mange videnskabelige undersøgelser har godtgjort, at arbejdsbetinget stress er et stort og uløst problem. Et meget stort antal mennesker bliver syge af at passe deres arbejde. Det kan simpelt hen ikke være i orden. Personalet på plejehjem, sygehuse, døgninstitutioner, skoler, medarbejdere i ældreplejen og andre lignende arbejdspladser, er i farezonen. Her er man i daglig forbindelse med mange mennesker, som er afhængige af, at personalet udfører et godt stykke arbejde. Man oplever ikke alene et stigende forventningspres fra klienter, patienter, elever og kunder, men også fra forældre, familie og pårørende, fra arbejdsgiverne og fra medierne. Lønnen er der ikke noget at prale af, og den anerkendelse og imødekommenhed, som man tidligere blev mødt med, er afløst af kritik og manglende respekt. Sygdomsfraværet er på mange arbejdspladser rekordhøjt, mange bliver så syge, at de må opgive at arbejde inden for disse områder. Stress bliver gjort til et personligt problem, som ingen vil tage medansvar for. Politikere, arbejdsgivere og kolleger vasker hænderne eller nægter at anerkende stress som en alvorlig sygdom. Nogle kalder det relationsstress, som oparbejdes gennem længere tid, når man har kontakt med mange mennesker, som man føler et ansvar for, uden at man er i stand til at leve op til deres og egne forventninger om at levere en ordentlig ”vare”. Der er dog også andre årsager til, at et stigende antal mennesker bukker under med arbejdsbetinget stress. Først og fremmest gælder det de herskende politiske holdninger, hvor skattestoppet er blevet helligt, og hvor større ulighed er blevet en dyd. Arbejdsgiverne har en stor del af skylden. Det gælder kommuner og amter, men også ledelsen på den enkelte arbejdsplads. Det er endvidere helt nødvendigt, at der et holdningsskifte på arbejdspladserne. Ingen skal finde sig i at blive syg af at udføre sit arbejde. Den enkelte medarbejders personlige og private liv skal ikke påvirkes i negativ retning på grund af problemer, som hører hjemme på arbejdspladsen, og som skal løses der. Stress er ikke en privat sag, vi er ikke små Tarzan’er, som skal kunne klare alle problemer alene. Arbejdsgiverne må tage problemet alvorligt og ansvar for, at der bliver gjort noget seriøst ved det. Afprivatisering og åbenhed skal have en central placering, og der skal være tilstrækkelig tid til, at personalet i fællesskab og sammen med ledelsen får problemerne på bordet. Det kan foregå på mange måder, men det er vigtigt, at det bliver i en fast struktur, hvor der er afsat tid til at alle ”kommer på”. Ingen skal have dårlig samvittighed fordi, der bruges tid på deres problemer. Der er jævnligt brug for et ”psykologisk brusebad” til alle medarbejdere. Der er brug for anerkendelse og opbakning. Åbenhed er den eneste virkelige løsning i bestræbelserne på at bekæmpe folkesygdommen stress.