Tag under lup

Mogens Brag (V) vil se nærmere på kaotiske forhold på museet

BangsBo Museum har åndenød, men nu ser det langt om længe ud til, at der er hjælp på vej. Foto: Carl Th. Poulsen

BangsBo Museum har åndenød, men nu ser det langt om længe ud til, at der er hjælp på vej. Foto: Carl Th. Poulsen

Det ser nu ud til, at formanden for kultur- og fritidsudvalget, Mogens Brag (V), er klar til at hjælpe Bangsbo Museum, der sammen med museerne i Sæby og Skagen er en del af Nordjyllands Kystmuseum. Som NORDJYSKE skrev i går skal Kystmuseet spare 800.000 kroner, og det vil ramme hårdt hos Bangsbo Museum, der i øjeblikket har et stort, aktuelt problem: Taget på administrationsbygningen, der også rummer arkivet, er utæt, og regn, fugt og svamp truer med at ødelægge værdifulde arkivalier. De første efterårsstorme er på vej, og hvis ikke Frederikshavns historie skal blæse og smuldre væk, kræver det handling her og nu. - Jeg har spurgt, hvad forvaltningen har tænkt sig i den her sag. Der burde have været lavet en handlingsplan, så vi kan igangsætte et eller andet, siger Mogens Brag, der er helt klar over situationens alvor, og derfor kræver handling snarest.