Tagensvej-offer er identificeret

Manden, der fredag blev fundet dræbt på sin bopæl på Tagensvej i København, er 54-årige Veli Matti Rissanen.

Tagensvej-offer er identificeret

Københavns Politi har nu sat navn på den mand, der fredag aften blev fundet dræbt på sin bopæl i København.

Offeret er en 54-årige finsk statsborger ved navn Veli Matti Rissanen, som har boet i Danmark siden 2005 - det seneste års tid på Tagensvej i Københavns nordvestkvarter.

- Han er en type, der har færdedes omkring folk, der drikker nogle øl, men han har ikke haft ret mange venner, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, der er leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

- Vi ved ikke ret meget om hans færden og hans omgangskreds i øvrigt, tilføjer han.

Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at finde ud af, hvad der er sket med manden.

- Københavns Politi vil gerne høre fra alle, der kender den dræbte, har set ham eller har oplysninger om hans omgangskreds, siger Jens Møller Jensen.

Veli Matti Rissanen blev ifølge Københavns Politi dræbt ved stump vold på sin bopæl på Tagensvej i perioden mellem 7. og 21. maj og blev fundet af en medarbejder fra kommunen fredag.

- Han er blevet dræbt af flere slag i hovedet. Vi mener, han selv har lukket sin drabsmand ind, for der er ikke tegn på indbrud, siger Jens Møller Jensen.

- Vi har fundet gerningsvåbnet derude. Det er noget, som har været i lejligheden, tilføjer han uden dog at komme ind på, hvad den 54-årige finne er blevet dræbt med.

Veli Matti Rissanen beskrives som lys i huden, 167 centimeter høj, spinkel af bygning, lyst eller rødligt hår og måne. Havde lejlighedsvist rødt skæg.

Hans tænder var nedslidte og misligholdte, og hans arme var blandt andet prydet af tatoveringer af en blomsterkrans og en ø med en palme.

De finske myndigheder har underrettet mandens pårørende.

/ritzau/