Tager afsked med ca. 2000 patienter

Tandlæge Jens Rubæk kom omsider af med sin tandlægepraksis, som nu er overtaget af Ole Toft Hansen

Så venter pensionisttilværelsen lige om hjørnet for Jens Rubæk, har haft mange meget trofaste patienter gennem de 37 år i byen. foto: carl th. poulsen

Så venter pensionisttilværelsen lige om hjørnet for Jens Rubæk, har haft mange meget trofaste patienter gennem de 37 år i byen. foto: carl th. poulsen

HIRTSHALS:På fredag er det sidste arbejdsdag for Jens Rubæk efter 37 år som tandlæge i Hirtshals, dagen efter kan han fejre sin 65 års fødselsdag. - Jeg synes, at jeg har aftjent min værnepligt som tandlæge, men det har ikke været nogen sur værnepligt, siger Jens Rubæk, som ikke har færre end 2000 patienter i sit kartotek. Selv om han er glad for endelig at kunne trække sig tilbage, så har den seneste tid været lidt anderledes. - De sidste måneder er gået med knus og vinflasker og andre spontane tilkendegivelser, fortæller Jens Rubæk, som er lidt rørt over den store opmærksomhed fra patienterne. Men det er måske ikke så underligt, når han i dag kan konstatere, at nogle af dem, som han overtog fra den kommunale tandpleje for år tilbage, stadig er patienter hos ham, men nu er de bare blevet bedsteforældre. Svært at sælge Ligesom der har været eksempler på, at det er svært at få læger til yderområderne, så gør det samme sig gældende blandt tandlæger. - Jeg har ikke kunnet hive en assistent herop, siger tandlægen, som undrer sig lidt over, at det skal være så svært, siger tandlægen, som har været ene tandlæge på klinikken de seneste otte, ni år. Selv arbejdede han i tre år, før han flyttede hjem til Vendsyssel igen. - Da jeg skulle starte for mig selv, rykkede Nordjylland. Jeg forstår bare ikke, at det ikke rykker i flere. Han har forsøgt at sælge klinikken i mange år, men det var først nu, hvor Ole Toft Hansen fra Hjørring ville købe, at det endelig lykkedes. - Det er ikke nogen hemmelighed, at udviklingen i Hirtshals har været stillestående og folketallet faldende, men det skriver vi ikke, når vi søger tandlæger, så skriver vi, at det er tæt på naturen og at huspriserne er lave, siger den kommende pensionist med et smil. Der er ikke mangel på patienter, snarere tværtimod. - Der kunne godt være en tandlæge mere i Hirtshals, mener Jens Rubæk. Ole Toft Hansen mener, at selvfølgelig skal folk i Hirtshals kunne gå til tandlæge i byen, og det er en af årsagerne til, at han har valgt at overtage klinikken, så han har to. Overtagelsen betyder også, at der tilbydes implantatbehandling i Hirtshals, hvilket Jens Rubæk ikke kunnet overkomme, der var ikke tid nok. Bedre mundhygiejne Når Jens Rubæk skal gøre status over sine 37 år, så kan konstatere, at udviklingen ikke har været så stor i faget. - Der gøres mange ihærdige forsøg på at finde boremaskinens afløser, vævsopløsende væsker, laserstråler og sandblæsning, men vi må stadigvæk bore, konstaterer han. For ham at se, så er det plastikfyldningerne og implantaterne, der er en største nyskabelse i tandlægefaget, siden han begyndte. En ting er han dog helt sikker i. Mundhygiejnen er blevet meget bedre, og han roser den kommunale tandpleje for at gøre et fint stykke arbejde, før han overtager patienterne, når de er omkring 16 år. Jens Rubæk skal ikke spille golf i pensionstilværelse, tiden skal bruges på at spille klaver, passe hus og otte tønder land, og så vil han genoptage sin gamle hobby, fotograferingen.