Planteavl

Tager demonstration med nordjysk ro

To hektar forsøgsmark i Ø. Brønderslev er i dag genstand for Visionspartiets protestdemonstration

Ø. BRØNDERSLEV: Selv om landmand Lars Pedersens mark i dag er genstand for en demonstration i Brønderslev midtby, arrangeret af Visionspartiet, er det ikke noget, den lune vendelbo har lagt søvnløs over. - Det har jeg det fint nok med, vi har jo ikke lavet noget, der er forkert. Og det er, hvad vi har forventet, det er jo helt legalt, at der er nogle, der har en anden holdning, siger Lars Pedersen. Miljøminister Connie Hedegaard (K) sagde i april ja til, at den amerikanske kemigigant Monsanto kan foretage forsøg med genmajs blandt andet hos Lars H. Pedersen og på to marker ved Horsens og ved Skejby. Derfor blev der på en to hektar stor mark ved landbruget ”Klovborg” i Ø. Brønderslev i maj sået majs, der er glyfosattolerant. Det vil sige, at man ved hjælp af genmodificering har forstærket et af majsens naturlige gener. Dermed opnår man en bedre plante, der bliver Roundup-resistent. Det betyder blandt andet bedre økonomi for landmændene og mere miljøvenlig sprøjteadfærd. - Jeg tror, at det her kan blive landbrugets fremtid. Jeg er med i det her, fordi det bliver nødvendigt at sprøjte mindre og derfor vil forbruget af Round Up falde, siger Lars Pedersen, der også håber, at forsøget vil føre til, at landbruget tør tage en mere grundlæggende debat om genmodificerede afgrøder og være medvirkende til, at afmystificere GMO-begrebet. - Man bruger allerede gensplejsning i human medicin, blandt andet insulin. Og dialogen om hvad det her kan føre til og om hvad der er godt og dårligt er meget vigtig. Som landmænd er det vigtigt, at vi har nogle forbrugere, der vil købe vores produkter, siger Lars Pedersen. Forsøget, der følges nøjes af Landbo Nord, slutter i september og herefter bliver majsen destrueret. Pengemæssigt er det ikke noget, Lars Pedersen scorer kassen på, han får en økonomisk erstatning svarende til de afgrøder, der kunne være høstet på marken. Visionspartiet opfordrer folk til at samles i protest mod dyrkning af GMO-majs men understreger, at partiet ikke er ude på at lave ballade men udelukkende har til hensigt at informere borgerne.