EMNER

Tager sagen i egen hånd

Landmænd vil have konsekvenserne af vandplaner frem i lyset

Carsten Søborg Andersen (tv) frygter, at myndighedernes krav skal føre til en halvering eller mere af landbrugsarealet i Nordjylland. Arkivfoto: Lars Pauli

Carsten Søborg Andersen (tv) frygter, at myndighedernes krav skal føre til en halvering eller mere af landbrugsarealet i Nordjylland. Arkivfoto: Lars Pauli

JAMMERBUGT:Landbruget er et af de markante erhverv i alle Limfjordskommunerne.

Derfor har formand for vandløbslaugene i Jammerbugt Kommune Carsten Søborg Andersen, Birkelse, lavet et notat om, hvad de kommende vandplaner kan komme til at betyde for landmændene i oplandet til Limfjorden.

- Vi har været nødt til at tage sagen i egen hånd fordi myndighederne indtil nu ikke har gjort noget. Vi har nu et notat, hvor vi forklarer, hvad de kommende vandplaner kommer til at betyde for de tusindvis af landmænd, der driver landbrug i oplandet til Limfjorden, siger Carsten Søborg Andersen.

Ifølge notatet vil de kommende planer, som det ser ud nu, komme til at betyde at ikke mindre end 60 procent af landbrugsjorden skal tages ud af drift.

- Som det ser ud i den nuværende tekst, kan der nærmest ikke bo mennesker ved fjorden. Så skrapt er det, siger Carsten Søborg Andersen.

Gammel plan i skuffen

Han fortæller dog også, at Naturstyrelsen i øjeblikket er i færd med at lave en ny model for områderne omkring Limfjorden. Det ventes at tage et år før den er klar.

- Jeg synes de skulle lægge den nuværende plan i skuffen indtil da. Den skal alligevel laves om til Vandplan 2, der skal gælde fra 2015 til 2027.

- Det er meget vigtigere at få de miljømål som er sendt ned til EU ændret. De er alt, alt for skrappe, og bliver de først vedtaget dernede, går der seks år inden de kan ændres, fortæller formanden for vandløbslaugene.

Notatet er afleveret til Miljøminister Ida Auken, og borgmester Mogens Gade har også set det og støtter op om det.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.