Tages træ som trækplaster

11 meter høj skulptur på plads foran Kunsten.

Med to kraner blev træet løftet af en blokvogn og sat på plads. Nøje overvåget af Tage Andersen (til venstre). Foto: Lars Ulrich Hansen

Med to kraner blev træet løftet af en blokvogn og sat på plads. Nøje overvåget af Tage Andersen (til venstre). Foto: Lars Ulrich Hansen

To kraner skulle der til, da et 11 meter højt træ torsdag ankom til Aalborg med særtransport og blev plantet lige foran kunstmuseet. Men det er heller ikke noget helt almindeligt træ, der nu troner ved hovedindgangen. Det er nemlig også et kunstværk med krav på nænsom behandling. Træet er skabt af blomsterkunstner Tage Andersen, og det skal de næste to måneder agere blikfang for en ny udstilling i Kunsten - "Tage Andersen: En flirt med Kirsten Kjær". Blomsterkunsteren med rødder i det jyske har iscenesat 100 værker af den afdøde billedkunster Kirsten Kjær, som han kendte personligt. Selv om hun var fra Frøstrup-egnen og har lagt navn til Kirsten Kjærs Museum, så vil hun nok være ukendt for en del nordjyder. Til gengæld er der givet vis flere, som nikker genkendende til Tage Andersen. Han høstede stor succes i 2006 med udstillingen "Barokt" på Nordjyllands Kunstmuseum, der blandt andet bød på grisefødsler, og nu har han kastet sig over en ny udfordring i Aalborg. Og Tage Andersen kan det der med at vække opmærksomhed. Forbipasserende stoppede nemlig straks op for at se, hvad det var for en gevækst, som skød i vejret. Selv om det ligner et træ, er det ikke et træ i klassisk forstand. Stammerne er plantet i en betonblok, og kronen består af grene af korkelm, som med ståltråd er bundet op i en organisk form, der både kan lige en rigtig trækrone, men som også giver associationer til en lunge, et hjerte eller en brystkasse. Udstillingen åbnes officielt torsdag, hvor Dronnings Margrethes frisør, Poul Nejlund, holder åbningstalen. Fredag er der adgang for publikum.