EMNER

Tagrensning sviner

Beboere klager over svineri - miljømyndighed afviser klagen

FREDERIKSHAVN:Renoveringen af Fælledbo er i fuld gang - og det går lige lovlig voldsomt til. Det mener flere af beboerne, blandt andre Allan Sørensen, Fregatvej 397. Han klager over svineriet i forbindelse med rengøring af tagpladerne, en opgave, som Elling Tagmaling står for. - Det flyder med asbestholdigt støv og affald overalt. Haverne er grå, planterne er grå og det asbeststøv, der ikke ligger rundt omkring bygningerne, skyllede de direkte ned i kloakken, fortæller Allan Sørensen. En medarbejder fra Elling Tagmaling har efterfølgende vasket alle vinduerne - men ifølge Allan Sørensen gjorde det kun ondt værre: - Han kom med en spand koldt vand og en klud, så nu kan vi ikke se ud af vinduerne. De er smurt ind i klistret, gråt slam, siger den vrede lejer. Han har klaget til Boligforeningen Vesterport og til kommunens miljømyndighed, men møder ikke den store forståelse. Under bagatelgrænsen Miljøingeniør Jette Brønnum fra kommunens miljøafdeling har besigtiget området og finder ikke grund til at gribe ind. - Det kan ikke undgåes, at det sviner lidt, men det er under min bagatelgrænse. Så vidt jeg kan se, er det foregået miljømæssigt forsvarligt og som aftalt, siger Jette Brønnum. Direktør i Vesterport, Malte Nielsen, melder også hus forbi: - Det pågældende firma har autorisation og nu har vi miljømyndighedens ord for, at det er foregået korrekt. Det er jeg glad for, for selvfølgelig skal alle regler overholdes, siger Malte Nielsen. Ib Bollerup, Elling Tagmaling, afviser, at der er noget at komme efter: - Vi anvender det mest moderne udstyr, der findes og pumper asbesten over i filtre, men det sker desværre ofte, at folk hidser sig op, når de hører ordet asbest. Det skaber hysteri, men vi har styr på det, siger Ib Dollerup.