Politik

Taiwanerne siger nej til ægteskab mellem homoseksuelle

I en afstemning har taiwanerne sagt nej til homoægteskaber. Men ifølge en domstol skal det legaliseres snart.

Lørdag stod folk i kø i Taiwan for at afgive deres stemme i en folkeafstemning om ægteskab mellem personer af samme køn.

Lørdag stod folk i kø i Taiwan for at afgive deres stemme i en folkeafstemning om ægteskab mellem personer af samme køn.

TAIPEI:Et ægteskab bør kun være mellem en mand og en kvinde, mener et flertal af indbyggerne i Taiwan.

Det står klart efter en folkeafstemning lørdag i det lille selvstyre.

Selv om folkeafstemningen kun er vejledende, er resultatet et stort tilbageslag for LGBT-par, som håber, at deres ø bliver det første sted i Asien, som tillader personer af samme køn at gifte sig med hinanden.

Lørdagens afstemning var arrangeret af en række kristne organisationer. Kristne udgør omkring fem procent af Taiwans befolkning og er fortalere for den traditionelle kinesiske familiestruktur.

Resultatet af folkeafstemningen går imod en afgørelse fra landets forfatningsdomstol fra maj 2017. Her bad domstolen taiwanske politikere om at gøre ægteskab mellem personer af samme køn lovligt inden for to år.

Det var en usædvanlig beslutning i Asien, hvor religion og konservative regeringer normalvis holder forbuddene på plads.

På grund af forfatningsdomstolens afgørelse ventes det da også, at folkeafstemningens resultat vil frustrere politikerne, som nærmer sig deadline for at lovliggøre ægteskab mellem homoseksuelle til maj næste år.

Mange politikere stiller op til genvalg i 2020.

Politikere fra præsident Tsai Ing-wens regeringsparti foreslog allerede i maj 2016 at legalisere ægteskab mellem homoseksuelle, men udsatte deres forslag til efter forfatningsdomstolens beslutning.

- Folkeafstemningen er en generel rundspørge. Den har ikke stærk juridisk betydning, siger Shiau Hong-chi, professor i kønsstudier og kommunikationsledelse på Shih-Hsin University i Taiwan.

- På den ene eller den anden måde må det være op til domstolen.

I forbindelse med lørdagens folkeafstemning stemte taiwanerne desuden for, at landets skoler skal undlade at undervise i LGBT.

Amnesty International opfordrer Taiwan til at "sikre ligestilling og værdighed".

- Dette resultat er et bittert slag i ansigtet og et tilbageskridt for menneskerettighederne i Taiwan, siger Amnestys direktør i Taiwan, Annie Huang.

/ritzau/AP