Tak for flot kvindekamp

Kvinder fik USA til at ændre holdning til Taleban. De sikrede freden i Nordalbanien. Og de kæmper mod omskæring i Uganda, skriver Frede Hansen forud for kvindernes internationale kampdag 8. marts

Prostitution 2. marts 2003 07:00

Det var kvinderne, som fik USA til at ændre holdning til Taleban, Det var kvinderne, som sikrede freden i det anarkistiske Nordalbanien. Og det er kvinder, der kæmper mod omskæring i Uganda. Mellemfolkeligt Samvirke i Nordjylland holder sin årlige generalforsamling på Kvindernes Internationale Kampdag på lørdag, 8. marts, og der er grund til at benytte lejligheden til at se på kvindernes rolle i kampen for bedre forhold i nogle af verdens fattigste lande. Da Taleban forbød kvinder undervisning og kønsopdelte sygehuse, var det feminist-grupper i USA, der bakkede op om deres afghanske medsøstre og tvang USA til at ændre holdning til styret efter at USA havde støttet Taleban for at skabe en modvægt til Iran og for at sikre olieforsyninger fra Centralasien. Inden det skete havde 100 afghanske kvinder vovet at demonstrere mod lukningen af badehuse og forbudet mod kvinder i basaren. Det skete i byen Herat, og kvinderne blev gennempryglet af politiet fordi de viste talebanerne modstand. Det var kvinder, som gav det amerikanske oliefirma Unocal et dårligt et image, da det forsøgte at samarbejde med Taleban for at få en rørledning gennem Afghanistan - selv i USA kan kvinder være stærkere end kapitalinteresser. Én af de kvinder som markerede klar modstand mod Taleban, var Hillary Clinton, og hun bidrog således til at hendes mand, præsidenten, måtte skifte holdning…men det havde de måske nok aftalt på forhånd. LAD os tage til Europas fattigste land, Albanien. Vi hører ikke så meget om det land mere - der er fred, demokratiet fungerer rimeligt, og hvorfor skulle medierne interessere sig for et land hvor blodet ikke flyder? Jo, man kunne jo interessere sig for kvindernes situation i det lille Balkan-land, der i årevis var totalt isoleret under det kommunistiske diktatur som først sluttede i 1991. I 1997 brød borgerkrigsagtige tilstande ud i Albanien efter at tusinder af albanere havde mistet alle deres penge i pyramidespil. Helt slemt var det i det nordlige Albanien som i forvejen var præget af anarkistiske tilstande. I byen Shkodra blev retsbygningen, politistationen og byens eneste bank sat i brand af ballademagere. Ingen turde lade deres døtre gå alene på gaden. Der blev stjålet og myrdet, men ordensmagten stod enten magtesløs eller fandtes ikke. Det var en borgerkrigsagtig tilstand, men uden at man klart kunne sige hvem der var fjenden. Situationen kunne bedst sammenlignes med hvis politiet mistede sin magt i Danmark, og Hells Angels fik frit spil. I DETTE totale kaos og anarki var der en gruppe på 11 kvinder som slog sig sammen for igen at få fred. Lærer og journalist Luiza Vujoshi fortæller at de inviterede religiøse ledere fra de tre store trossamfund i Albanien, islam, den ortodokse kirke og den romersk-katolske kirke med til mødet, man gik i medierne, og man fik virksomhedsejere til at sponsorere penge til arbejdet. Det lykkedes at samle en hel hal med mennesker, og mange af de fremmødte var kvinder som normalt ikke interesserede sig for politik eller for religiøst arbejde. Mødet var startskuddet til en folkelig bevægelse for fred og ordnede forhold i Nordalbanien. Mødet barslede med flere kvindegrupper, bl.a. en gruppe som bekæmper blodhævn, og arbejder for at stridigheder mellem familier skal løses i retssale og ikke ved blodhævn som der er tradition for omkring byen Shkoder. En anden gruppe har startet et rådgivningscenter for kvinder som udsættes for vold eller på anden måde lider nød. I begyndelsen af 90'erne var Albanien det land i Sydøsteuropa, som havde flest udvandrere. Folk flygtede fra sult, fattigdom, arbejdsløshed og utryghed. I dag er mange flygtninge vendt hjem, men der er desværre sket en polarisering inden for udvandringen: Akademikere tager vellykkede jobs i Europa og USA - og kvinder bliver solgt til prostitution. Shkoder er et center for kvindehandel på Balkan! Lederen af Kvindecentret i Shkoder, Majlindas Angoni, fortæller, at mange kvinder tror at de skal have ordinært arbejde i Tyskland eller et andet land, men andre ved godt at de skal tjene penge som prostituerede. Centeret rådgiver kvinder, og de har også åbnet en anonym rådgivning i radioen. Problemet er at i et område hvor 27 pct. af alle mænd er arbejdsløse og ca. dobbelt så mange kvinder, tvinger fattigdommen kvinderne tilbage til mændene - eller ud i prostitution. Skilsmisser er uglesete i det traditionsbundne samfund. SENERE samme dag, hvor jeg har interviewet de albanske kvinder, siger min værtsfamilies store datter, Meral, forundret til mig at hun har hørt at mænd i Nordeuropa også arbejder i køkkenet. Det ville være utænkeligt i hendes hjem. Merals far rører ikke en finger i hjemmet, selv om moren har tre job: Hun arbejder på et hjem for forældreløse, hun arbejder med turisme og hun er bogholder på det lokale elværk. Familien har gode kontakter, og det er måske grunden til at hun har kunnet få så mange jobs. Men det forhindrer hende ikke i at klare alle måltider og rengøring også. - Det er min egen skyld at Fatmir (ægtemanden) ikke laver noget, griner Merals mor: Jeg vil ikke have ham til at blande sig. Kønsrollemønstret sidder dybt i folk. Lederen af det socialistiske parti i Skhoder påstår bestemt at kvinder har samme muligheder som mænd - selv om der ud af byrådets 42 medlemmer kun er fire kvinder. Partiet afholder møder for kvinder som vil opstille, men de fleste holder sig til kødgryderne. Måske fordi de altid havner nederst på valglisterne. FRA Albanien til Uganda, hvor en avis 29. december 2002 skrev, at over 2.000 børn var blevet omskåret i et bestemt distrikt. De fleste var drenge, for kvindeorganisationer bekæmpede omskæring af piger. I Uganda markerer kvindelige græsrodsbevægelser sig med krav om lige muligheder for arbejde og uddannelse, for retten til at eje jord og mod seksuel udnyttelse og omskæring. Det hørte man ikke om i de heftige debatter om omskæring af piger i slutningen af 2002. Ind imellem tydede de ophidsede læserbreve og politiske udtalelser på at det ikke så meget var omsorg for pigerne, som muligheden for populistiske angreb mod indvandrere og islam der fik folk til at ytre sig. Hvis man vil hjælpe piger med sort hår til en bedre fremtid, så kan det jo bl.a. ske ved indmeldelse i Mellemfolkeligt Samvirke som støtter kvindegrupper i Uganda og andre steder. Men ingen af de ophidsede læserbrevskribenter har meldt sig ind i MS. Måske har nogle af dem meldt sig ind i partier som er imod ulandshjælp. Men vi må i MS give de mange som bekymrer sig om piger og kvinder ret: Kvinder har brug for vores opmærksomhed! I lande med analfabetisme er det kvinderne som er hårdest ramt. Og omsætningen inden for handel med kvinder er i dag større end omsætningen inden for narko-handel. Vi kan ikke gøre noget bedre end at støtte de kvinder som vil lave verden om til en mere kønsretfærdig verden. Fra min mandemund skal lyde et tak til de kvinder, som kæmper kvindekamp: Tak kvinder! Frede Hansen, Thorup Hedevej 3, Dronninglund, er formand for Mellemfolkeligt Samvirke i Nordjylland. E-mail: helleogfrede@post.tele.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...