Tak for kaffe

Ældreforhold 1. oktober 2008 06:00

LIBERAL ALLIANCE: 29.9. får man under overskriften "Drop velfærdsforliget" indsigt i, hvordan Anders Samuelsen (Liberal Alliance) mener at samfundet bør forme sig. Tak for kaffe! Væk med efterløn, topskat og mellemskat. Halvér dagpengeperioden og nulstil væksten i det offentlige. Med dette forslag overhaler han det forslag, som de Radikale kom med i Aalborg Byråd om at spare på ældre og handicapområdet for at holde servicebusserne i Aalborg Kommune kørende. Og det siger da ikke så lidt om Liberal Alliances syn på de svagest stillede. Efterlønnen skal fjernes. Folk skal i stedet arbejde, til de er invalide eller døde. Flot, ikke? Nulstil væksten i det offentlige, altså ikke flere læger, sygeplejersker, hjemmehjælpere, lærere, og så videre. Heller ingen vækst i pensionernes størrelse, eller penge til at hjælpe folk ud i eks. fleksjobs, og dermed tilbage på arbejdsmarkedet. Det er det samfund, som Liberal Alliance foreslår, men forhåbentligt aldrig bliver valgt til noget folkevalgt på... På den anden side, vil det jo være underordnet for Anders Samuelsen og Naser Khader. De har jo deres folketingspension i vente. Og hverken den eller ministerpensionerne har de – sjovt nok – foreslået nedsat eller fjernet. Hvorfor mon?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...