Tak for musikken

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Thisted byorkester trækker op i Jernbanegade, forreste række fra venstre musikdirektør Chr. Ryminng og barber Hansen, i anden række fra venstre Ryming, s.a. Chr. Ryming. Foto: A. Scharling/Lokalistorisk Arkiv for Thisted Kommune

Musikalske minder fra Thisted, der vakte forfatterens musikalske interesser THISTED: Jeg er mine forældre dybt taknemlig for, at jeg blev søsat i 1938. Desuden glæder det mig, at søsætningen skete i den thylandske hovedstad Thisted. Thi der blev min interesse for musikken og dens mangfoldige glæder og oplevelser vakt. Allerede i mine første leveår hørte jeg masser af marchmusik, når jeg stod bag vinduerne i mine forældres lejlighed på Hundborgvej 33. Det skete, når den tyske besættelsesmagts særdeles velspillende orkester trak gennem gaderne. Jeg husker, at min fader efter befrielsen i 1945 artikulerede et suk af lettelse over, at krigen ikke var udkæmpet på musikalske færdigheder. - Så, tror jeg, tyskerne havde vundet, mente han. Jeg er nu ikke så sikker på, at han havde ret, for min erindring siger mig, at der også dengang var mange fortrinlige musikere af dansk herkomst i min barndomsby. Jeg sad som klistret til en af de mange bænke i Plantagen, når Thisted Byorkester med musikdirektør Axel Hansen som dirigent gav sine to ugentlige koncerter i Træpavillonen, der mindede mig om en muslingeskal. Det var torsdag aften og søndag eftermiddag. Hansen tog over efter Chr. Ryming. Denne døde i 1938, men prægede længe efter sin død musiklivet i Thisted. Sønnerne Aage og Carl havde arvet faderens musikalske evner og satte i mange år deres fingeraftryk på blandt andet Thisted Byorkester. En tredje søn, Emil, fik ansættelse i Statsradiofoniens Symfoniorkester. En fjerde søn, Willy, gjorde karriere i Fjerritslev på anden vis. Også Axel Hansen har gennem sønnen Erik tilført mangt og meget til musiklivet i Thisted. Han var en af drivkræfterne bag Thisted Garden, som Axel Hansen oprettede, og han er særdeles aktiv hos afløseren Thisted Brass Band. Tubaspillerens strabadser Fotografier, som Thisted Lokalhistoriske Arkiv med stor elskværdighed har tilsendt mig kopier af, bekræfter min erindring om, at flere af byorkestrets medlemmer var voksne folk. Alligevel var det flere gange om året orkestrets opgave at forcere flere af byens gader til tonerne af forskellige marcher. Jeg finder det fuldt forståeligt, at snedker Mikkelsen med tubaen faldt fra undervejs ad Skovgade. Selv folk uden musikinstrument kan folk blive forpustet, når de passerer denne frygtindgydende bakke. Man skal tænke på, at den gode Mikkelsen ikke var orkestrets mest slanke musikant. Det berettes, at han på et tidspunkt i forbindelse med en musikalsk opgave var kommet til at sidde fast under et forsøg på at smyge sig op i Thisted Kirkes tårn. I øvrigt husker jeg, at byorkestret med mellemrum marcherede op foran daværende borgmester Axel Mikkelsens villa på Malthe Bruunsvej. Der blev spillet et nummer eller to, hvorefter orkestrets medlemmer blev budt indenfor og trakteret med en genstand eller to, før turen gik nedad bakke. Om anledningen var borgmesterens eller kongens fødselsdag husker jeg ikke, men jeg nød musikken. Sommerlyst Min fader Harald Emil Nielsen var bestemt af fattige kår. Han var født uden for ægteskab, men lærte sig som ung en gentlemans manerer. Da han en aften i danserestauranten i Plantagen i Thisted havde fået øje på min moder, den syv år yngre Anna Louise Fuglsang, hidkaldte han en tjener og bad denne aflevere en seddel til den unge kontormus. På seddelen havde han med sin næsten kunstneriske håndskrift formuleret en forespørgsel om en dans. Min moder takkede og betrådte dansegulvet med den galante mand. Det blev mit held. Ikke kun under den første dans, men flere gange senere sagde mine forældre De til hinanden. Restauranten lå i samme område som Musikpavillonen, og jeg mener, at navnet var Sommerlyst. I hjemmet på Malthe Bruunsvej havde mine forældre en reol med hylder til diverse bøger samt en midtersektion. Den nederste del med to låger var beregnet til aviser og den øverste del til den efter datidens forhold velspillende B&O radio. Statsradiofonien Jeg fik mig arrangeret således, at jeg med aviserne som hovedpude var tæt på radioens indbyggede højttalere. Jeg lyttede til Bror Kalles Kapel og Teddy Petersens Orkester samt Willy Sørensen og hans Orkester. Til Hans Peder Aases Orkester. Til Kaj Mortensens Orkester. Til refrænsangerne, som det hed dengang, Valdemar Davids, Eddie Russel, Helge Rungvald, Raquel Rastenni og Peter Sørensen. For blot at nævne nogle. Til operetteparrene Else Marie og Hans Kurt, Hedvig Volmer og Poul Bundgaard. Til operasangeren Einar Nørby. Til operasangeren Frans Andersson. Til klaverduoen Rawitz og Landauer. Til koncertsangerinden Elsa Sigfuss. Til den blinde sanger Johannes Wahl. Til visesangeren Schiøler Linck. Til Viktor Cornelius. Til Margrethe Viby. Til Ellen Gottschalck. Til Knud Pheiffer. Til Max Hansen. Til Lørdagspigerne. Til Booelsen-Kvartetten. Til mange, mange flere. Jeg mindes med fryd de mange transmissionsorkestre, som havde et samarbejde med Statsradiofonien. Flere gange om ugen lød det: Vi stiller om til Restaurant Kilden, Aalborg. Vi stiller om til Restaurant Wivex. København. Vi stiller om til Restaurant Varna, Århus. Vi stiller om til Restaurant Landsbyen, Herning. Vi stiller om til Tivoli. Orkestrenes kapelmestre var Kaj Julian, Aage Juhl Thomsen, Winstrup Olesen og Jens Warny, Svend Aage Espersen samt Ivan Leth og Svend Nicolajsen med flere. Musikforeningen Jeg fik takket være min moder chancen for at udvide grænserne for min musikalske interesse som oplever af adskillige fornemme koncerter, Musikforeningen arrangerede med daværende landinspektør Poul Boe som utrættelig drivkraft. Jeg mindes særligt to koncerter med henholdsvis cellisten Erling Bløndahl Bengtsson og bassangeren Kim Borg. I min erindring var der tale om en tonal kunst i absolut verdensklasse, som nåede frem til mine øregange, mens jeg sad på balkonen i Hotel Aalborgs sal. Om datidens frygtede anmelder konsul Richardt Hove, Dampmøllen, delte min begejstring, har jeg ikke undersøgt. Jeg mindes desuden en koncert, hvor jeg fik et voldsomt hosteanfald. Så jeg måtte hastigt fortrække fra min plads på balkonen for ikke at tilrane mig en utilsigtet rolle som solist. Pariserhaven Samme sal på Hotel Aalborg var også i nogle år hjemsted for Pariserhaven, hvor Poul Jensens Trio spillede op til dans. De tre var Poul Jensen, der spillede blandt andet violin og trækbasun, Eigil Svane - en sand artist på flygelets sorte og hvide tangenter med ambitioner inden for den klassiske musik - samt Johannes Kjøller, der både håndterede trioens trommesæt og desuden evnede fingersætningen med tilhørende buestrøg på en violin. Endelig havde Kjøller en sangstemme, der gjorde ham selvskreven som trioens refrænsanger. Da Svane flyttede fra byen, blev håndteringen af klaverets muligheder overladt til kapelmester Poul Jensens hustru. Jeg husker, at jeg i tiden omkring min pubertet så meget op til Svane. Jeg var således betaget af de folder, hvormed hans benklæder lagde sig til rette om hans ankler som følge af hans måde at gå på. Jeg forsøgte forgæves at kopiere. Jeg erindrer desuden, at jeg valgte samme frisør som Svane, nemlig den ikke særligt høje frisørsvend i salonen i Vestergade. Man kunne kalde ham taburetbarberen, for jeg husker, at han måtte stå på en skammel for at servicere kunderne, når de skulle barberes eller klippes. I øvrigt forsøgte jeg tillære mig nogle af klaverspillets færdigheder hos Poul Jensen, der brugte en del af sin tid på at undervise elever. Han gjorde, hvad han kunne, men mine evner stod ikke mål med hans. Men jeg fik dog lært nogle ting, som den dag i dag gør mig i stand til at befamle klaverets sorte og hvide tangenter på en meget simpel maner. Især til glæde for mine børnebørn. Herlige tenorer Jeg blev medlem af Håndværkerforeningens Sangkor, der blev dirigeret af Børge Christensen. De fleste sange var firestemmige. Det vil sige, at der var første og anden tenorer samt første og anden bas. Jeg blev tildelt en rolle som anden tenor, og det gik nogenlunde, så længe jeg kunne læne mig op ad en, som havde samme stemme, men var jeg alene, måtte jeg give op. Men jeg puttede mig, så godt jeg kunne, og frydede mig gang på gang over den skønsang, som korets to første tenorer købmand Øivind Nielsen og mekaniker Holger Nørager præsterede. Det var klokkeren vellyd for øregangen. Kunsten at synge tostemmig duet har jeg aldrig lært. Det gjorde sig også gældende, da jeg forsøgte at indstudere en af Gluntarnes viser sammen med Palle Mørch, søn af den daværende elværksbestyrer, i forbindelse med et arrangement på gymnasiet. Poul Boe, hvis fader var operasanger, var vores ihærdige instruktør, husker jeg. Trods alt må jeg have visse evner, for jeg registrerer omgående, når nogen synger falsk. I øvrigt lykkedes det mig at overtale rektor Gunnar Rosholm til at give mig lektioner i stemmetræning efter skoletid i gymnasiet, og jeg fortsatte senere med sangundervisning hos Ellen Juul Sørensen, som var flyttet til Århus fra Thisted sammen med sin mand, sognepræst Juul Sørensen. Jeg havde i en periode oplevelsen af være medlem af Århus Studiekor. som hun oprettede i 1953. Hun var en fremragende sanglærer, og jeg mindes timerne hos hende med stor glæde, men selv den bedste lærer kan ikke trylle. Jeg blev dog i stand til at synge visse sange nogenlunde rent. Klaverbokser på Makrellen Makrellen var navnet i folkemunde på en restaurant, som senere fik navnet Restaurant Kystvejen. Makrellen var nok ikke det mest attraktive sted for det pænere borgerskab, men jeg besøgte restauranten adskillige gange og hyggede mig med et par sodavand i løbet af aftenen, mens jeg lyttede til den musik, som husorkestret forlystede publikum med. Jeg mindes en aften, hvor jeg så min fader i selskab med nogle fra hans arbejdsplads. Vi øjnede hinanden, men det talte vi aldrig om. Det var en af de meget få gange, hvor min moder måtte opgive af holde maden varm. Jeg havde spist min ration af min moders mad, inden jeg tog i byen. Jeg erindrer pianisten Bjerregaard som medlem af husorkestret. Han drev i dagtimerne et udsalg på Dragsbækvej. Ikke langt fra Starck Lauritsens købmandsbutik. Jeg var betaget af mandens utrolige musikalitet. Hans speciale var at improvisere velklingende andenstemmer på det opretstående til enhver melodi. Han krydrede sit klaverspil med herlige akkorder. Dette, selv om han mig bekendt ikke var en ferm nodelæser, men gehøret var i top. I øvrigt skete det flere gange, at jeg fulgte ham til dørs, og at vi undervejs førte interessante samtaler om mangt og meget. Juletræsfesterne Når jeg husker tilbage på Jernbaneforeningens mere end velbesøgte juletræsfester i Hotel Royals sal, støder jeg igen på navnet Poul Jensen, og jeg har ved flere lejligheder som dreng spillet luftklaver på et af de to flygler, som fandtes i salen. Jeg evnede nok at banke i låget over tangenterne i takt, men selv om Poul Jensen ved det andet flygel sendte venlige blikke, tror jeg nok, at fornøjelsen var mest på min side. Noget andet var det, når låget blev slået op, og Morten Folke satte sig til rette og spillede på livet løs. Han var søn af amtslæge Per Folke og sønnesøn af komponisten og tekstforfatteren Dan Folke. Jeg mindes Morten Folke som en fremragende pianist. Min onkel Peter var ansat ved Thisted-Aalborg Privatbane, og det er forklaringen på, at vi kunne deltage. I øvrigt holdt også Handelsstanden sine juletræsarrangementer i samme sal. Rosholms orkester Et andet af mine musikalske minder omfatter det orkester (oprindelig Thisted Privatorkester - senere Thisted Kammerorkester), som rektor Rosholm dirigerede. Repertoiret var præget af en forkærlighed for den klassiske musik. I dette orkester fik adskillige af datidens balmusikere chancen for at kurtisere en anden form for musik. Blandt strygerne var Børge Christensen, Poul Jensen og Johannes Kjøller. Rosholm, som jeg mindes med glæde, påkaldte i øvrigt min faders foragt på et tidspunkt. Under modtagelsen af Kong Frederik og Dronning Ingrid på Thisted Havn var lokalsamfundets spidser stillet op på kajen efter rang, og de var i medfør af deres status selvskrevne til et kongeligt håndtryk på kajen. Blandt dem var rektor Rosholm, hvis hat ifølge min fader var så gammel, luvslidt og beskidt, at der kunne koges suppe på den. - Hvis jeg havde sådan en hat på hovedet, når jeg besøger kunderne, måtte jeg hurtigt finde andet arbejde, fnøs Harald Emil Nielsen. Jeg er ingenlunde sikker på, at Rosholms påklædning var udtryk for en manglende respekt for majestæterne, men den var snarere begrundet med akademisk skødesløshed. Derimod er jeg sikker på, at kunsthistorikeren Broby Johansen, som blandt andet jeg i forbindelse med arbejdet i gymnasiets elevforening Teutonerne efter aftale med rektor havde hyret til at holde et foredrag, bevidst drev gæk med autoriteterne. Han ankom med en taxa i gymnasiets gård. Og jeg erindrer, at Gunner Rosholm forgæves søgte at stille sig i positur foran den dør, som Broby Johansen omsider valgte at stige ud af. Broby Johansen valgte i sidste øjeblik bevidst den anden dør. Om han i øvrigt kvitterede for rektors fremstrakte hånd, husker jeg ikke. Men jeg kan forsikre, at den mørbradgryde, jeg og adskillige andre elever på et senere tidspunkt blev trakteret med i rektors private bolig tæt ved Toldboden, var mere end velsmagende. Konklusion Min konklusion er, at Thisted By i årene frem til slutningen af 1950¿erne gav mig et væld af alsidige musikalske oplevelser, som har præget mit senere liv i mange sammenhænge. Så en stor tak til Thisted. En tak til mange, som er nævnt. Tak til Lokalhistorisk Arkiv for glimrende informationer. Tak til flere andre. PS! Mange vil kunne hævde - og med rette, at jeg også burde have haft nogle minder om organist Aksel Munk og hans landskendte Motetkor, der eksisterede i perioden 1945 til 1958, men jeg må have slidt for lidt på kirkebænkene.