Tak for sidst
Medarbejderes kritik af fyringer i Aalborg Zoo for to år siden er tilsyneladende ikke glemt.

Henrik Johansen - mens Karolinelund fortsat eksisterede, og han var direktør for både Aalborg Zoo og tivoli. Han mener ikke, at Kenneth Niemann har optrådt loyalt over for zoologisk have. Arkivfoto: Michael Koch
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Direktør Henrik Johansen har tilsyneladende ikke glemt kritikken, der blev rejst i forbindelse med fyringer af medarbejdere i Aalborg Zoo for to år siden. Kenneth Niemann, dyrepasser i 44 år, nu på efterløn, er slettet på listen over tidligere medarbejdere, der får årskort Mens der er årskort til tidligere zoo-medarbejdere, var der denne jul ikke til dyrepasseren gennem 44 år, Kenneth Niemann, som gik på efterløn for tre år siden. Han undrer sig, og hans undren er yderligere aktualiseret, efter at en ny zoosæson står for døren, og at Aalborg Zoo op til påske har ført kampagne på ANR. Kenneth Niemann har i årenes løb været kendt som en engageret dyrepasser, der levede og åndede for sit arbejde. Derfor lagde han heller ikke skjul på sin kritik, da tre dyrepassere og 16 weekendhjælpere blev sagt op i maj 2010. Der blev klaget over arbejdsforholdene og udtrykt bekymring for, om der nu også var vandtætte skotter mellem Aalborg Zoo og Karolinelund. Man frygtede, at zoo var med til at dække underskuddet i tivoli. Kenneth Niemann valgte at gå på efterløn i januar 2009, fordi han ikke længere kunne trives på den arbejdsplads, hvor han nu forbigåes, når der deles årskort ud. - Det har altid været kutyme, at en medarbejder, der gik på enten efterløn eller pension vil få tilsendt et partoutkort sammen med et jule/nytårskort ved årsskiftet, fortæller han. Der var imidlertid hverken julekort eller partoutkort til ham den seneste jul. - Det fik mig til at tænke på, om jeg efter 44 års arbejde i haven, mon allerede skulle være glemt? Senere har han hørt, at beslutningen er taget af direktør Henrik Johansen, fordi han (Kenneth Niemann) skulle være imod zoologisk have og derfor ikke fortjente denne påskønnelse mere. - Jeg er ikke imod zoologisk have, men imod ledelsen. - Direktør Henrik Johansen tåler ikke kritik, og da slet ikke, når den er rettet mod ham selv, siger han. Direktør Henrik Johansen siger om tildelingen af partoutkort: - Det er forskelligt, hvem vi giver. Vi laver en vurdering. - Administrativt laves der en liste hvert år, og jeg kigger den da igennem til godkendelse. Der er jo flere navne på. Vi har ikke nedfældet en egentlig politik for området. - Jeg har ikke en holdning til Kenneth Niemann. - Men jeg synes da ikke, han har optrådt loyalt over for sin arbejdsplads, siger Henrik Johansen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.