Øster Hornum

Tak for stor omsorg

ÆLDRECENTER:Der er en personalegruppe i det danske samfund, som man først bliver rigtig opmærksom på, når behovet for hjælp og assistance opstår. Det er en gruppe, der i dagligdagen yder en fantastisk indsats og "som bare er der altid"; men som ikke bliver honoreret for den store og værdifulde indsats, der ydes. Igennem det seneste års tid er min familie og jeg personligt blevet bekendt med den omtalte personalegruppe. Det er alle de ansatte, der er tilknyttet Birkehøj Ældrecenter i Øster Hornum, hvor vores mor flyttede ind tidligere på året. Den omsorg, indsigt, glæde og humor der på en naturlig måde er en del af dagligdagen gør at netop Birkehøj Ældrecenter er et godt sted at bo, når man ikke længere kan klare sig selv. Der udvises en gensidig respekt og forståelse imellem personale og beboere, som er meget værdifuld. Med stoisk ro og værdighed besluttede vores mor sig for at dø en søndag i december. Det var en dejlig og flot dag, med let frost, solskin og meget blå himmel. De seneste 14 dage boede hendes sønner på skift på Birkehøj - og på den måde kom vi meget tæt på personalet og den dagligdag, der udspinder sig her. Det har været en god og værdifuld oplevelse, som har givet os en indsigt, som vi alle har lært meget af. Det er vort håb, at Øster Hornum fremover må bevare Birkehøj Ældrecenter - til gavn og glæde for de borgere, der bor i byen og har behov for hjælp i dagligdagen og hvor personalet yder en uvurderlig indsats til de beboere, der også bor på centret. Ubetinget skal dagens rose gå til den samlede personalegruppe, der er tilknyttet Birkehøj Ældrecenter med knus og tak for en kæmpeindsats, der er ydet i en årrække og især under vores mors ophold på centret.